Det er blevet tid for det store arbejde med at tilrettelægge programmet for næste forårs udgave af Kultur Raketten. Heldigvis skortede det ikke på gode idéer, da en flok ”ildsjæle” var samlet for at tage de indledende drøftelser af idéer til programmet.
Det foregik på Børne- og Kulturforvaltningen, hvor Kirsten Krogh hérfra og kunstnerisk leder Bo Jacobsen tog imod en lille flok af interesserede. Der var folk fra både foreninger, oplysningsforbund og forsamlingshuse, og der var også enkelte udøvende kunstnere. Kultur Raketten giver forsamlingshuse og andre ikke-kommercielle arrangører i kommunen mulighed for - sammen med tovholder Jacobsen – at tilrettelægge et arrangement med kulturelt indhold. Øvelsen går som sædvanlig ud på at strikke et arrangement sammen med så spændende et indhold, at folk møder op, så der bliver så lidt som muligt brug for den kommunale underskudsgaranti.
Som én af grundpillerne i Kultur Raketten er idéen med de såkaldte søndag-eftermiddags Kultur-Caféer en årligt tilbagevendende del af Kultur Raket-programmet. Hér er der tale om en fast ”formular”, idet de to hovedarrangører, Kirsten Krogh og Bo Jacobsen, holder fast i konceptet: fortælling, musik, fællessang, kaffe og kage netop for disse caféers vedkommende. Ellers er der stort set frit slag, hvis arrangører eller kunstnere har en god idé.
I praksis foregår idérunden på dén måde, at både en række arrangører/forsamlingshuse og en række kunstnere melder ind til forvaltningen om deres interesse for at være med. Ligesom det skete på idémødet i sidste uge, mødes de interesserede for at se, om der kan skabes dialog om nogle konkrete arrangementer. Det er således et puslespil hver gang for tovholderne at arbejde de forskellige halve og hele idéer sammen til dét, der skal ende med at blive et nyt overflødighedshorn af kulturtilbud, når det endelige program udsendes umiddelbart efter nytår.
Skrevet af Rex
Kilde:
Rex