Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

GIF’s håndbolddamer i 3. division

GIF’s håndbolddamer i 3. division skal
op mod rækkens tophold på søndag!
På søndag den 14. november skal GIF’s håndbolddamer i 3. division op mod rækkens suveræne tophold Hjørring, der op til den forgangne weekend endnu ikke havde sat point til.


Noget af en mundfuld for det lokale hold, som ikke desto mindre agter at spille deres chance mod de nordjyske favoritter i Grenaa Idrætscenter.
GIF-damerne oplevede noget af en forløsning forrige søndag - ovenpå 3 nederlag i træk - ved at hente sæsonens anden sejr på hjemmebane i GIC mod Sindal, der blev besejret med de flotte cifre 26-16. I søndags var holdet påny et smut nordpå - denne gang til Dal/Ferslev. En kamp der blev afviklet efter redaktionens slutning.
Topscorerne mod Sindal var Lily Beck (7), Hanne Vinther (5), Karina Skaarup (4) og Hanne Allermann (4). Stillingen ved pausen var 11-10 i hjemmeholdets favør.
– Alle kendte vigtigheden af denne kamp, så 1. halvleg var meget nervøs fra vores side med mange fejl til følge. Læg dertil 7 stolpeskud. Vi skulle bare ha’ point ud af den kamp, så jeg talte med lidt store bogstaver i pausen og vi fik justeret nogen ting - ikke mindst forsvarsmæssigt - og det var åbenbart det der skulle til, siger holdets træner Erik Flak Jørgensen.
Der blev dekreteret offensivt forsvar, samtidig med, at pigerne fik besked på, at dæmpe tempoet i kontraerne en lille smule, så man fik luget ud i de forcerede fejl fra 1. halvlegs opskruede tempo. Og det virkede! Samtidig begyndte Charlotte Andersen at tage fra for alvor i målet, og i løbet af blot 7 minutter var GIF foran 16-11. Herfra mistede holdet på intet tidspunkt grebet om kampen, og sejren blev kørt sikkert hjem. På stregen spillede Hanne Allermann en stor kamp som afløser for den lettere skadede Sabine Knold. Erik Flak Jørgensen kunne også glæde sig over, at Karina Skaarup blomstrede gevaldigt op, og det samme kan han sige om Hanne Vinthers præstation. Hun blev desværre skadet i kampen mod Sindal, og var særdeles tvivlsom deltager mod Dal/Ferslev.
– Vi er meget sårbare overfor skader og sygdom, fordi vores trup er så smal som den er. Vi trækker store veksler på blandt andre en spiller som Anette Firgaard, der spiller 60 minutter i hver kamp, og jeg kunne godt ønske mig, at der var en lidt bredere trup at gøre godt med, omend dem der er i truppen gør det fantastisk. Alle kommer til træning hver gang, og indstillingen til både træning og kamp er super, siger Erik Flak Jørgensen, der sammen med resten af holdet glæder sig til at prøve kræfter med Hjørring på søndag.
– Det bliver uhyggeligt svært. De har smadret alt og alle indtil videre, så vi skal virkelig være på mærkerne, hvis vi skal vriste point fra dem. Ikke mindst forsvarsmæssigt skal vi spille optimalt. Deres trup består af en flok rutinerede spillere, der har ligget i midten af 2. division i mange herrens år. Oveni har de fået noget »affald« fra Ålborg DH, men altså spillere, der har ligget og trænet flere gange om ugen med aktuelle Liga-spillere. Det er virkelig et stærkt hold, og vi får igen brug for stor opbakning fra tilskuerrækkerne, hvis vi skal have fat i dem, slutter Erik Flak Jørgensen.

Kilde: Grenaa Bladet

\jh


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam