Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

FVU’en er et hit

FVU’en er et hit blandt en flok vakse
rengørings-assistenter fra Nørre Djurs
Humøret er tårnhøjt og selvtilliden ligeså, idet Grenaa Bladet møder otte rengøringsassistenter fra Nørre Djurs hos VUC Djursland på Vestervej i Grenaa.


Holdet har lige været igennem et FVU-forløb i dansk og matematik, og har netop kastet sig ud i de afsluttende prøver i begge fag. I dansk endda på det næsthøjeste trin ud af fire mulige!
De er en del af et ret stort jobrotations-projekt her på Djursland, som involverer rengøringsassistenter fra fire kommuner - Grenaa, Nørre Djurs, Rosenholm og Ebeltoft kommuner. Projektet involverer 80 medarbejdere og 18 ledige/vikarer, der efter en opkvalificeringsperiode går ind og matcher de rengøringsassistenter, som på skift går i gang med et kursusforløb, hvor FVU’en blot er et enkelt element ud af flere. Hele projektperioden kører fra den 1. august 2004 til den 21. april 2005, og ud over rengøringsassistenter involverer rotationsprojektet også tekniske servicemedarbejdere fra de fire kommuner. Projektet er rimeligt omkostningsneutralt for kommunerne, og ligeså for medarbejderne. I en enkelt kommune har medarbejderne endog fået lidt mere i lønningsposen. I forhold til de ledige vikarer falder der SVU - Statens Voksen Uddannelsesstøtte.
Projektet rummer både faglige kurser og bløde kurser - eksempelvis teambuilding FVU. I alt skal de otte rengøringsassistenter igennem 15 kurser i projektperioden - og heraf er de 5 kursus-forløb FVU-forløb.
De otte kvinder er rengøringsassistenter på henholdsvis Glesborg Skole og Ørum Skole, og FVU-undervisningen har faktisk foregået på netop Ørum Skole. Forløbet har kørt over otte uger med 8 matematik-timer og 8 dansk-timer pr. uge. Og det hele er blevet rundet af med afsluttende prøver på VUC i Grenaa. Ikke noget man på nogen måde er tvunget til som FVU-elev, men de har allesammen ønsket at afprøve deres nu opdaterede færdigheder i dansk og matematik. Det skal lige nævnes, at selv om der har været vikarer på i forløbet, så har rengøringsassistenter aldrig været helt væk fra arbejdet. Ugerne i forløbet har således været en kombination af arbejde og undervisning.

Et fint afbræk
– Men det har ikke desto mindre været et fint afbræk fra det daglige slid og slæb, siger Gitte Møller, der er rengøringsassistent på Glesborg Skole. Og hun fortsætter:
– Jeg har aldrig rigtig haft matematik, og synes det er hamrende svært, men utroligt spændende at rykke sig på dette område. Det betyder, at jeg pludselig vil kunne hjælpe mine piger med deres matematik-lektier, og det har jeg aldrig kunnet før. Det er virkelig noget der giver selvtillid, siger Gitte Møller, der også kan bruge de nuvundne færdigheder i sit arbejde.
– Det er rart at få styr på både det at læse, skrive og regne. Vi arbejder jo med doserings-mål, og skal undertiden doble op eller halvere målene - alt efter opgaven - og det giver altså selvtillid, at man tackler den slags ting bedre end før, siger Gitte Møller.
– Jeg har kun gået i skole i 7 år og nåede aldrig til det med brøker. Tegnsætningen er også blevet pudset kraftigt af. Så vi har lært utroligt meget, og har desuden fået frisket det op, som vi har glemt siden skoletiden, siger Margit Tinghede, der er rengøringsassistent på Ørum Skole.

Ros til lærerne
Og de otte rengøringsassistenter tilskriver ikke mindst det succesfulde FVU-forløb en lille håndfuld velforberedte og utroligt engagerede lærere.
– Vi har været utroligt glade for vores lærere. De har ansporet os til at arbejde seriøst og puttet en meget stor grad af faglighed ind i os. Vi rengøringsassistenter er jo ikke kendte for at have verdens største selvtillid, men det har det her forløb virkelig ændret på, siger Gitte Møller.
Alle otte er nu i gang med at arbejde på fuld tid igen, men det er ikke ensbetydende med, at kursusforløbet nu er slut for dem. Efter nytår skal de nemlig i gang med et nyt forløb, der rummer undervisning i teambuilding, EDB og et rengøringskursus på AMU-Centret. Det sker over 16 dage med start den 2. januar.
– Og vi glæder os allerede, siger de otte rengøringsassistenter samstemmende.
– Otte vakse rengøringsassistenter fra Nørre Djurs er i øjeblikket overlykkelige for at være en del af et kursus-forløb, der blandt andet involverer FVU - Forberedende Voksenundervisning. De er kort fortalt blevet bedre til både dansk og matematik på meget kort tid.

Kilde: Grenaa Bladet

\jh


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam