Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Hvis din far gir dig lov…

KOLIND - Sangeren og sangskriveren Christian Juncker spillede selv førsteguitaren af nød, og han styrede i det hele taget aftenen fra første tone i fredags i Glassalen med fødelandsssange, der rummer masser af humor, ømhed og nostalgi.

Ekstra nostalgisk blev det, da en gammel Kim Larsens klassiker fra før verden gik af lave fra albummet Værsgo fra 1973, lød fra scenen. Junckers fortolkning af Kim Larsen og Mogens Mogensen klassikeren, Hvis din far giver dig lov, var simpelthen en perle. Juncker og andre nye danske bands er i gang med at genindspille Værsgo i 2004 version, og der bliver noget at glæde sig til bedømt på fredagens præstation.
Før og efter fik vi så hele puljen af sange fra den netop udgivne Snork City og i mere rå, tætte og ligefremme udgaver end på pladen. Det blev sangene bestemt ikke dårligere af, og materialet bliver selvfølgelig endnu bedre, når bandet får spillet sig varme på den turne, som begyndte i Kolind.

Mogens og Karen
- Vores normale guitarist er kommet til skade. En bildør smækkede om hans hånd, så han er ikke spilleklar. I skal ikke snydes, men I må nøjes med mig på guitar, indledte Christian Juncker fredagens koncert. Herefter tog hans tro følgesvend, tangentspilleren Jakob Groth, og resten af bandet det musikalske medansvar og gav halvanden times intim og fortættet klubkoncert, hvor der blev lyttet og applauderet på værdig, og meget langt fra idiotisk stadionrockmaner vis. Fra første guitaranslag var dialogen der med publikum, og Christian Juncker førte med underfundighed og velvalgte indledningsord før hver ny sang os hele vejen gennem Snork City i selskab med Mogens Og Karen, På Solstrålevej og Du Er Alt Jeg Har.
Vi fik også Elisabeths gamle hit, Sotto Voce, i en ny og frisk udgave, som beviste denne sangs fortræffelige muligheder anno 2004 i de rigtige hænder. For nogle år siden spillede Christian Juncker med i sørgeligt oversete Junior, der efter en enkelt plade kuldsejlede. En sang fra dengang, Det er synd for Einars mor, var også med denne fredags sætliste og bekræftede, at Junior var god opvarmning og springbræt for Juncker.

Nye koncertplaner
Fredagens koncert var arrangeret af lærer Niels Birger Sørensen, Kolind Centralskole og fritids- og kulturkoordinator Bente Lundsgaard med førstnævnte som primus motor.
Ca. 150 gæster troppede op med lytteflapperne ude. Først i denne uge ved arrangørerne, om de holder skindet på næsen. Børn og Kulturudvalget nåede dog inden koncerten at svare positivt på en ansøgning om underskudsgaranti.
Niels Birger Sørensen satser på at få Poul Krebs til Glassalen i foråret 2005, hvis samsingen er forhindret, så sats da i stedet på gamle rockpoet Allan Olsen, opkomlingen Peter "Vest for Valby Bakke" Sommer eller CV Jørgensen. Glassalen er fortrinlig til den slags koncerter. Det beviste den i fredags.

- Dig har vi aldrig fået hilst på, synger Christian Juncker i omkvædet til sangen om Mogens og Karen. Vi har fået hilst på Juncker nu, og han og bandet var et yderst behageligt og meget lidt leflende bekendtskab.

Kilde: \Skrevet af Lars Normann Thomsen I Lokalavisen Midtdjurs-Nørre

\


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam