Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Et stort træk på kassebeholdningen redder kommunens økonomi i 2005

Grenaa Bladet: Normalt redder Grenaa Byråd ikke et budget ved at hente x-antal millioner op af kassen for at få for at få indtægter og udgifter til nogenlunde at balancere. Men det var ikke desto mindre hvad et enigt Grenaa Byråd besluttede at gøre ved 2. behandlingen af budget 2005 tirsdag i sidste uge.

Henved 20 millioner kroner hives der op af kassen, og dette budgetterede underskud er omtrent identisk med de budgetterede anlægsudgifter i 2005.

Der er med andre ord nogle anlægsudgifter på budgettet, som skatteindtægtsgrundlaget ikke kan finansiere, og som man heller ikke vil spare sig til. Det vil sige, at byrådet ikke vil lave flere nedskæringer, end man allerede har vedtaget at gennemføre.

Byrådet vil heller ikke sætte skatter og afgifter op - der fortsætter uændret på 2004-niveau - og så er der ikke andre muligheder end at gribe dybt ned i kommunekassen for at hive de nødvendige millioner op.

Det vil sige, at indtægter fra grundsalg og fra forsyningsvirksomheder med videre bliver brugt til at få 2005-budgettet til at hænge sammen, og det er meget usædvanligt, at Grenaa Byråd bruger denne mulighed.

Man var da også hele raden rundt enige om, at det ikke er ved at »spise af egenkapitalen«, at Grenaa Kommune skal redde budgettet for 2006 - og de efterfølgende års budgetter for den sags skyld.

Endnu engang blev der fra flere sider efterlyst en udligningsreform, der tager højde for de vanskeligheder, som en udkantskommune som Grenaa Kommune står overfor. Kommunen har da også af staten modtaget 4 millioner kroner fra puljen til vanskeligt stillede kommuner.

Men man havde faktisk regnet med at få 5 millioner kroner. Borgmester Gert Schou forklarede, at det skyldtes millionerne i kassen på grund af salget af sommerhusgrunde (pengene i Sommerhusgrundfonden udgør en del kassebeholdningen), men at disse penge jo langt fra kan redde kommunens økonomi ud i al fremtid, og at behovet for en udligningsreform er mere udtalt end nogensinde før.

Borgmesteren sagde således, at arbejdet med dette budget var noget af det vanskeligste byrådet nogensinde havde været ude for. Og det siger ikke så lidt, for hvert evige eneste år i nyere tid har byrådet været mere eller mindre tvunget til at svinge sparekniven.

Nedskæringer for 10 mio. kr.
Faktisk er der skåret henved 10 millioner kroner på de forskellige udvalgsområder for at få enderne til at nå sammen. Blandt andet vedtog man at spare over en halv million på skolefritidsordningerne, og Grenaa Bibliotek fik et hug på 220.000 kroner, hvilket blandt andet koster filialen i Trustrup livet.

Man besluttede også at skære fire plejehjemspladser væk og brugerbetalingen for deltagelse i den kommunale madordning stiger fra 45 kroner til 48 kroner. Ligeledes skal en daginstitution holde lukket i en uge i sommerferien. Vedligeholdelse af veje og fortove er nærmest pillet helt ud af budgettet.

Men det er ikke afvikling det hele. Der er bestemt også ting på budgettet, der peger fremad og som signalerer udvikling. Således er der afsat midler så man kan komme i gang med en renovering og udbygning af svømmehallen ved Grenaa Søndre Skole.

Ligeledes kommer man til næste år i gang med projekteringen af Åbyen mellem Grenaa Station og Grenåen. Skolerne renoveres som planlagt, og endelig kommer der også gang i udvidelsen af Grenaa Idrætscenter.

På ældreområdet blev man enige om at gå tilbage til det serviceniveau på plejehjemmene, som man havde i 2003. Her i 2004 har man kørt med et 0,69-niveau, men en rapport har afsløret en forringelse af livskvaliteten hos de ældre, som et resultat af denne nedskæring, og derfor vender man i 2005 tilbage til forne tiders 0,70-niveau.

Et forslag fra De Konservatives Kirsten Jensen om at oprette et nyt beskæftigelsesprojekt med henblik på at holde byen mere ren end tilfældet er p. t., faldt, omend socialdemokraterne ikke var afvisende overfor det, at man eventuelt får tænkt et fleksjob-projekt ind i de baner.

Ligeledes faldt et forslag fra Venstre om at genoptage sagen om salg af Grenaa Vandrehjem, men et samlet byråd gik omvendt ind for Venstre’s forslag om at lade direktionen udarbejde en oversigt over hvilke kommunale ejendomme, der kan udbydes til salg - uden at kommunen efterfølgende skal indgå lejemål.

Kilde: Grenaa Bladet

//


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam