I Nørre Djurs har vi nogle af Djurslands flotteste kyststrækninger, og dem skal vi passe godt på. Derfor er det af stor interesse for os at vide, hvordan ministeren har tænkt sig at varetage kystsikringen de næste år. Det fortæller han om i dag i Jyllands Posten:
”Det er utroligt, at oppositionen - helt i strid med kendsgerningerne - bliver ved med at påstå, at jeg vil svække beskyttelsen af vore kyster.
Det har regeringen overhovedet ingen intentioner om. Jeg har afsluttet arbejdet med at fastlægge klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjerne til 300 m i Sønderjyllands, Ribe, Ringkøbing, Viborg, Nordjyllands og Århus amter ganske svarende til, hvad der blev besluttet under den tidligere regering. Jeg vil ikke ændre indholdet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser om strandbeskyttelseslinjen, og jeg vil fortsat følge en restriktiv praksis m.h.t. linjens administration.
Jeg har i forbindelse med fastlæggelsen af de nye strandbeskyttelseslinjer understreget over for kommunerne, at linjen skal respekteres. Det kan helt undtagelsesvis komme på tale at reducere beskyttelseszonen, og det vil kun ske som led i en afgrænset byafrunding, bag eksisterende bebyggelse, som udfyldninger af huller i en husrække og ved havne.
Jeg har understreget, at der skal være tale om en grundig planlægning, og at ingen skal regne med, at der er tale om et "ta' selv bord".
I de fem tilfælde, hvor jeg har givet tilsagn om at ændre strandbeskyttelseslinjen, er der kun tale om små arealer og kun om sager i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Mens den tidligere regering i en række tilfælde har indskrænket den dagældende 100 m strandbeskyttelseslinje, har jeg i alle tilfælde respekteret den.
Nye områder
I juni i år anbefalede regionplanudvalget en fremgangsmåde, hvis der i visse dele af landet skal lukkes op for udlæg af nye sommerhusområder inden for kystnærhedszonen på tre km, da nye sommerhusområder kan give lokal udvikling og rekreative tilbud til befolkningen. Jeg har med stor interesse fulgt den offentlige debat i løbet af sommeren. I forlængelse af debatten har jeg sammen med Danmarks Naturfredningsforening nedsat en arbejdsgruppe, som skal drøfte regionplanudvalgets anbefalinger.
Når arbejdet fra gruppen foreligger, vil jeg umiddelbart herefter vurdere, om der skal fremsættes et lovforslag som opfølgning på Regionplanudvalgets anbefalinger.
Det er imidlertid helt sikkert, at der ikke skal tillades udlæg af nye sommerhusområder helt kystnært. I nogle områder kan der være behov for initiativer, som udnytter den eksisterende rummelighed bedre, mens der kan være behov for indpasning af nye sommerhusområder andre steder. De lange uberørte kyststrækninger skal beskyttes, og strandbeskyttelseslinjen skal respekteres.
Den konkrete planlægningsproces bør foregå på kommunalt og regionalt niveau, hvor der er det største lokalkendskab. De overordnede spilleregler fastlægges på nationalt niveau. Nye sommerhusområder skal planlægges med respekt for naturværdierne og de kommende generationer, som skal nyde godt af et balanceret og naturskønt Danmark.”
Skrevet af Hans Chr. Schmidt, miljøminister (V), i Jyllands Posten d. 25. september
Kilde:
Rex