Ude på Stenvad Mosebrugscenter har de som bekendt gang i et EU-støttet aktiveringsprojekt, hvor de prøver at få alle parter omkring et aktiveringsforløb til at spille sammen. Undervejs gør de sig en masse erfaringer, og med jævne mellemrum sender de et nyhedsbrev ud for at fortælle omverdenen om, hvordan projektet skrider frem, og hvilke erfaringer der indtil nu er blevet gjort – husk også, at man løbende kan følge med på projektets hjemmeside.
Hér kan du læse det seneste nyhedsbrev fra projekt ”Så langt øjet rækker – og lidt til!”:
”Økonomisk nedkøling
I første halvdel af 2003 har der været for få deltagere på EU-projektet, så
man ikke har kunnet indfri de økonomiske mål fra projektbeskrivelsen. Derfor
har det været nødvendigt at nedjustere projektets økonomi, så der nu er to
halve vejleder-stillinger ubesatte. Projektets ledelse vil dog forsøge at få
rettet på forholdene, så der skabes en gennemsnitlig økonomisk balance.
Projektet løber frem til udgangen af 2004.
Fra 1. juli har er der derfor gjort alt, hvad det har været muligt, for at
få flere deltagere på EU-projektet. Deltagere indenfor målgruppen på
Stenvadcentret har fået tilbud overflytning og har alle sagt ja. Det har
rettet op, så der nu stort set er balance mellem udgifter og
medfinansiering.
På det seneste møde i styregruppen den 15. september forsikrede
viceborgmester Benny Hammer, at der politisk ikke var lagt op til at splitte
strukturen, også selv om der var foretaget en meget kraftig besparelse på op
mod 40 procent af budgettet i 2003. Hans Jørgen Pedersen opfordrede til, at
der nu vil falde ro over stedet, så man kan koncentrere sig om andet end at
tilrette sig efter besparelserne.
Sygefravær faldet
Opgørelsen til amtet ved udgangen af august viser bl. a., at deltagerne
tilsammen har præsteret 14.244 timer i projektet de første otte måneder af
2003. Til sammenligning blev der i hele 2002 præsteret 26.226 timer. I 2002
var det gennemsnitlige sygefravær på 19 procent. Det er der nu strammet op
på, dels fra projektets side, dels fra amtet og EU, der har påbudt fradrag i
medfinansieringen, når den enkelte deltager er væk mere end halvdelen af
tiden i en kalendermåned. I praksis udskrives deltagere, der har meget lange
sygdomsforløb. Det gennemsnitlige sygefravær i 2003 er nu på 15,9 procent.
Placering af deltagere
60 personer har deltaget i projektet i kortere eller længere tid siden
starten i januar 2002. Seks er kommet ordinært arbejde, fire har fået
læreplads, fem er startet i en uddannelse. 24 er tilknyttet i øjeblikket.
Heraf er 17 aktiveret på Stenvad Mosebrugscenter i cafeen, museet,
værkstederne eller ved svampedyrkning, og en er langtidssygemeldt, mens seks
er i praktik. 21 er stoppet, f.eks. på grund af sygdom, eller flyttet ud af
kommunen.
En komplet oversigt over deltagernes placering findes på projektets
hjemmeside www.udsynet.dk, som også rummer baggrundsinformation om projektet
samt referater fra de afholdte styregruppemøder.
Opsamlingskonference
Det har vist sig, at indholdet i EU-projektet svarer meget nøje til den lov,
som trådte i kraft 1. juli i år. De overordnede metoder og mål, som er
beskrevet i projektansøgningen - der blev til efteråret 2001 - på mange
punkter er identisk med de intentioner og målsætninger, den nuværende
regering har nedfældet i den nugældende lov om aktivering.
Projektledelsen foreslog på styregruppemødet forleden, at der indkaldes til
en opsamlingskonference sidst på året. Styregruppen påpegede, at det er
vigtigt at høre praktikværterne om deres mening, men opfordrede til et smalt
oplæg, og at der jo er en masse erfaringer allerede i projektet at dele ud
af. Det er imidlertid vigtigt at finde ud af, om der også skal ændres på
noget, eller om man er på rette spor. Forslaget om at afholde konferencen en
fredag eftermiddag mente de fleste dog var en dårlig ide, så nu findes et
andet tidspunkt. Det blev også foreslået at holde konferencen i samarbejde
med koordinationsudvalget.
Holger Poulsen opfordrede styregruppen og andre til at melde tilbage til
projektledelsen i løbet af få dage, hvis der kommer flere nye ideer frem.
Deltagermøder
EU-projektets deltagere mødes cirka en gang om måneden med projektledelsen,
dels for at drøfte indhold i projektet, dels for på den måde at skabe
netværk blandt deltagerne.
På det seneste deltagermøde kom en række ønsker frem til temaer, som kan
være relevante at tage op. Det er blandt andet vejledning i jobsøgning,
besøg af faglige organisationer, der skal fortælle om deres ydelser til
medlemmerne og om arbejdsmarkedet som helhed, samt brancheinformation, der
holdes af styregruppens erhvervsrepræsentanter. Desuden er aftalt en
eftermiddag, hvor der kommer besøg fra socialforvaltningen, og hvor
vicesocialchefen, sagsbehandlere og beskæftigelseskonsulent vil redegøre for
rettigheder og pligter i forhold til lovgivningen. Derudover planlægges
virksomhedsbesøg på større virksomheder på egnen.
Komplettering af styregruppe
Siden fabrikant Ingolf Steffensen fra Ørum trak sig fra styregruppen i
januar har der manglet en repræsentant for industrifagene. Styregruppen
enedes om, at erhvervsfolk skal "fylde" meget i styregruppen, og at der
derfor skal findes en afløser for ham. Der kom en række forslag, som skal
efterprøves.
Torben Nielsen, der repræsenterer bygge og anlæg, har været fraværende på de
seneste møder. Han er netop udpeget som medlem af koordinationsudvalget af
DA.”
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt og skrevet på vegne af projekt Så langt øjet rækker af Lise Bomholt, Stenvad Mosebrugscenter
Kilde:
Rex