Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Spørgsmål i Grenaa Byråd:

Er Storegade blevet en »cykel-gågade«?
På sidste uges byrådsmøde på Grenaa Rådhus stillede byrådsmedlem - og forretningsdrivende i Storegade i Grenaa - Tom Mortensen (SF) nogle spørgsmål i Grenaa Byråd omkring reglerne for, hvordan man må færdes i Grenaa’s gågader.



Man må ikke cykle i gågaderne i Grenaa Centrum mellem kl. 9.00 og 18.00 på hverdage, men det er der rigtig mange cyklister, der er fløjtende ligeglad med. Her ses én af dem.
SF’eren Tom Mortensen ærgrer sig over, at Grenaa har et lidt overset gågade-regulativ.









Baggrunden er, at han har noteret sig talrige eksempler på, at cyklister er ligeglade med de gældende regler og lystigt cykler op og ned ad gågaden, selv om man ret beset på hverdage SKAL trække sin cykel i gågaderne i tidsrummet mellem kl. 09.00 og 18.00. Som et eksempel nævnte han en trafiktælling, som han selv havde foretaget den 6. august. I løbet af fire timer - fra kl. 12.00 til 16.00 - talte han 109 personer, der cyklede i enten vestlig eller østlig retning gennem Storegade. Heraf var de 53 børn, men han havde også noteret sig cyklende byrådsmedlemmer, cyklende folkeskolelærere og endog forældre, der cyklede gennem Storegade sammen med deres børn.
– Når man noterer sig noget sådant, kan man vist roligt sige, at det præventive arbejde i folkeskolen på trafiksikkerheds-området, må være spildt på Balle-Lars. Det synes jeg er trist, for man giver dermed køb på sikkerheden i et område, hvor der færdes mange ældre og svagelige, og det kan ikke være meningen, at de nærmest skal springe for livet, fordi der kommer en cyklist susende gennem gågaden. Og det gør der konstant, sagde Tom Mortensen, der ville vide, om Grenaa Byråd agter at gøre noget aktivt for at det gældende gågade-regulativ bliver overholdt.

»Aben« sidder på politiets skuldre
Borgmester Gert Schou kunne dog ikke svare andet, end at »aben« sidder på skulderen af politiet, som har retten og pligten til at sørge for, at regulativet bliver overholdt.
Han svarede også, at gågade-regulativet er udarbejdet af Handelscenter Grenaa, Grenaa Politi samt Teknisk Afdeling på Grenaa Rådhus i fællesskab, og at der i regulativet er lagt vægt på, at gågaderne skal fredeliggøres mest muligt for kørende trafik og lade de gående få fortrinsret ved at indrette gaderne som gågader med forskellige færdselsrestriktioner.
– Samtidig er der også taget hensyn til de forretningsdrivende, som skal have vareindlevering, og beboerne i gaderne skal kunne komme frem og tilbage til deres ejendomme. Opfattelsen er, at disse regler skal være gældende, da de tilgodeser alle parter, som har behov for at komme i gågaderne, svarede borgmesteren endvidere.

Revideret udgave af regulativet har et år på bagen
Som et supplement til disse svar, skal det nævnes, at gågaderegulativet blev revideret for et års tid siden, og det netop på foranledning af Tom Mortensen. Han havde gennem nogen tid noteret sig, at de daværende bestemmelser på ingen måde blev overholdt af den kørende færdsel. Tværtimod kunne han konstatere såvel cyklende som motorkørende færdsel på alle tider af døgnet. Resultatet af denne revision blev et sæt enhedsbestemmelser for de tre gågader - Lillegade, Østergade og Storegade - og ifølge Tom Mortensen et absolut fremskridt. Nemlig, at man med skiltning ved de tre gågader har markeret, at cykling er tilladt mellem kl. 18.00 og kl. 9.00 (i weekender dog knap så restriktivt). Underforstået at cykling er forbudt på alle andre tidspunkter af døgnet.
Varekørsel skal være afsluttet senest kl. 11.00 og skiltet »Gågade« markerer, at kørsel med personbil ikke er tilladt - medmindre man som beboer i gågaden har en særlig tilladelse.
– Men det er der vist ikke mange lokale, der kan læse, har Tom Mortensen udtalt i sagen, og han fortsætter:
– Nu er der gået et år siden enhedsbestemmelserne blev offentliggjort og de reviderede skilte opsat. Intet er imidlertid ændret i den trafikale adfærd, hvad enhver kan konstatere - enten som forretningsdrivende, som trafikant eller som turist. Situationen er i dag som før: Varetilførsel sker ud over de angivne tidspunkter. Det betyder, at gaderummet er uoverskueligt for den gående og rollatorførende trafik. Cykling mellem kl. 9.00 og 18.00 er særdeles hyppig - ikke kun strømmen fra Vestre Skole mellem kl. 12.30 og 13.30, men også alle andre: Voksne og børn, forretningsdrivende fra lokalområdet og så videre. Gør man opmærksom på de gældende regler får man »fingeren«. Politiet har på opfordring engang imellem sendt en mand ved 10.00-tiden og ved 15.00-tiden, hvor denne kørende trafik er svagest. Nu er det jeg vil vide, om Grenaa Byråd vil gøre noget ved problemet, eller i modsat fald agter at gøre den eksisterende praksis lovlig, spurgte Tom Mortensen.
Det sidste ville byrådet ikke. Det gældende gågade-regulativ er fint, synes byrådet, men at det helt og holdent er op til politiet at håndhæve det. Og med disse ord valgte byrådet at sende sagen/aben videre til de lokale ordenshåndhævere.

Kilde: Grenaa Bladet

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam