Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Traditioner forgår - Hjorddrengenes Marked består

KOLIND - Nostalgi er ikke, hvad det har været, men i morgen lander kalenderen på anden onsdag i september, og så ved mange fra nær og fjern, at der er Hjorddrengenes Marked og et sandt leben fra morgenstunden ved den gamle markedshal, Byhallen.

Der er sædvanen tro for længst booket op indenfor i Byhallen. Kræmmerne gør som hovedregel det, at de allerede, når dagen er omme, lader sig skrive op til en standplads til næste års marked. Sådan var det også sidste år, og sådan bliver det i år.
- Hjorddrengenes Marked er noget helt specielt med en lang tradition, som virkelig viser, at Kolind har været en gammel hæderkronet markedsby. Markedet den anden onsdag i september tåler slet ikke sammenligning med de andre markeder, som vi arrangerer i Byhallen i årets løb. Hjorddrengenes Marked har altid været et meget stort tilløbsstykke, og sådan bliver det forhåbentligt også i år, siger Tage Mogensen, formand for Byhallens bestyrelse.
Byhallen og Revsbæks Tivoli, der opstiller gynger og karruseller på pladsen ved siden af Byhalen, har en aftale om, at Byhallens ledelse tager sig af aftalerne med de kræmmere, som ønsker en plads inde i hallen, medens Revsbæks Tivoli tager sig af de udendørs aftaler.

Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 7. september

God markedsføring af Kolind

KOLIND - Lokalavisen har spurgt en række handlende i byen om betydningen af Hjorddrengenes Marked anno 2004.
Fælles for alle adspurgte er, at de stadig bifalder det årlige marked og også gør noget ekstra ud af dagen med særlige markedstilbud o.lign. Nogle kan direkte aflæse på dagens omsætning, at det har været markedsdag, medens andre vægter det historiske ved Hjorddrengenes Marked. Dagen er med til at markedsføre Kolind ude omkring, og har derfor også stor betydning for byens handelsliv.

Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 7. september

Villy Klemmensen, EBM - Din Tøjmand:
- Hjorddrengenes Marked betyder nok ikke det samme, som i gamle dage, men der kommer alligevel stadig mange mennesker, hvis vejret er nogenlunde. Vi kan godt mærke på salget den dag, at der er Hjorddrengenes Marked. Dog er vi afhængig af vejret. Øsregner det, bliver folk nede i Byhallen. Er vejret godt, kigger mange gerne op til de butikker, som har nogle gode markedstilbud. Hjorddrengenes Marked er en god tradition, som vi helst ikke skal af med. Vi kan ikke undvære de få traditioner, der efterhånden er tilbage.

Henning Keiser, Keiser Sko:
- Ja, jeg kan godt mærke på min omsætning, at der er Hjorddrengenes Marked. Der kommer mange til Kolind den dag, fordi det er en tradition for dem - endnu. Jeg tror da markedet vil fortsætte mange år endnu, selv om vi kan se, hvordan det gik med dyrskuet, som også var en gammel tradition, men med Hjorddrengenes Marked er det alligevel noget andet, fordi det jo kan føres tilbage til dengang, vi havde de månedlige markeder i byen. Hjorddrengenes Marked er derfor den dag, hvor Kolinds gamle markedstraditioner kommer til syne.

Jørn Schmidt, SuperBrugsen:
- Hjorddrengenes Marked er bestemt med til at markedsføre Kolind og betyder også nye ansigter i butikken, men vi kan ikke måle det direkte på omsætningen. Vores parkeringsplads er fyldt fra morgenstunden, og så til markedet lukker, og det er vel at mærke langtidsparkeringer, der er tale om. Netop også på sådan en dag har vi for få parkeringspladser i byen, og det har vi også fortalt politikerne.

Finn Pedersen, Kolind Boghandel ApS:
- Umiddelbart betyder det ikke meget for omsætningen, men det betyder i allerhøjeste grad noget for byen og dermed også for vores image, og for hvor meget vi er kendt rundt omkring på Djursland. Det er et særligt publikum, der kommer til Hjorddrengenes Marked, som efterspørger bestemte varer, men markedet er den sidste markedstradition, Kolind har, så den skal vi sørme værne om.

Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam