Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Om ambulatoriet på Grenaa Sygehus

Af journalist Iben Ellerbæk

Patienter fra Djursland, der skal behandles eller allerede er blevet behandlet på Randers Centralsygehus/Grenaa Sygehus, kan blive forundersøgt, kontrolleret og efterbehandlet på ambulatoriet i Grenaa. Det afhænger dog altid af, hvad patienten fejler.



Ordningen gælder, uanset om patienterne behandles på sygehuset i Randers eller på sygehuset i Grenaa.
Ambulatoriet består af både en medicinsk og en kirurgisk del, som hver forundersøger, kontrollerer og efterbehandler nærmere definerede patientgrupper.
Det medicinske ambulatorium tager sig af patienter med hjertesygdomme, mave-, tarm- og leversygdomme samt stofskiftelidelser som f.eks. sukkersyge. På ambulatoriet kan patienterne bl.a. få taget blodprøve og elektrokardiogram (EKG).
Det medicinske ambulatorium har i perioden 1. januar til 31. juli haft 2.082 patientbesøg, antallet dækker over, at samme patient ofte "optræder" flere gange.
Det kirurgiske ambulatorium tager sig af patienter med organkirurgiske, gynækologiske og ortopædkirurgiske lidelser, og ambulatoriet har i samme periode noteret 1.006 organkirurgiske patientbesøg, 671 gynækologiske patientbesøg samt 2.790 ortopædkirurgiske patientbesøg.
De organkirurgiske patienter ses typisk i forbindelse med mave-tarmsygdomme, eller også drejer det sig om patienter, der f.eks. skal steriliseres i lokalbedøvelse. De gynækologiske patienter har bl.a. blødningsforstyrrelser eller celleforandringer på livmoderen. De ortopædkirurgiske patienter ses bl.a. i forbindelse med brud på hænder og fødder, operationer i lokalbedøvelse eller fordi de har åreknuder.

Giv din egen læge et praj
Selvom patienterne fra Djursland har mulighed for at benytte sig af ambulatoriet i Grenaa, har enkelte, f.eks. hjertepatienter, imidlertid oplevet, at de er blevet tilknyttet ambulatoriet i Randers, skønt de foretrak ambulatoriet i Grenaa.
Det gælder især patienter fra mindre byer på Djursland og skyldes hovedsageligt geografi-forvirring i Randers.
– Når vi modtager henvisning på en patient fra Grenaa, er vi ikke i tvivl om, hvilket ambulatorium, patienten hører til. Men kommer patienten fra en mindre landsby på Djursland, som ikke er alment kendt og måske har postnummer under en helt anden by, kan vi overse patientens rette geografiske tilhørsforhold, forklarer ledende overlæge Egon Jensen, medicinsk afdeling M2, der har ansvaret for hjertepatienterne.
Han opfordrer derfor patienterne til at fortælle deres egen læge, hvis de er vant til eller gerne vil til forundersøgelse, kontrol og/eller efterbehandling på ambulatoriet i Grenaa. Det kan lægen så skrive på den henvisning, sygehuset modtager.
Samtidig udstyrer medicinsk afdeling M2 sine sekretærer med lister over samtlige postnumre på Djursland, så det skulle være nemmere at få styr på geografien og dermed sikre, at patienter, der ønsker at være tilknyttet ambulatoriet i Grenaa, også bliver det.
Ambulatoriet på Grenaa Sygehus består af både en medicinsk og en kirurgisk del, som hver især forundersøger, kontrollerer og efterbehandler nærmere definerede patientgrupper.

Et eksempel på et forløb omkring ambulatoriet...
Kvinde fra Djursland med åreknuder på benet!
– Kvinden henvises af egen læge til Randers Centralsygehus/Grenaa Sygehus.
– Patienten indkaldes til forundersøgelse i ambulatoriet på Grenaa Sygehus.
– Her undersøges patienten af speciallæge, der bl.a. afklarer, om patienten er hjertesyg, har følgesygdomme og hvor godt hun tåler bedøvelse. Det har betydning for, hvor patienten efterfølgende opereres.
– Såfremt patienten kan opereres i Grenaa (hvis hun f.eks. ikke er hjertesyg eller der er øvrige komplikationer) får hun samme dag, dvs. inden hun forlader ambulatoriet på Grenaa Sygehus, besked på, hvornår hun skal opereres på den dagkirurgiske klinik på Grenaa Sygehus. Er sygdomsbilledet mere komplekst, skal hun opereres på Randers Centralsygehus.
– Efter operationen i enten Grenaa eller Randers kommer patienten til kontrol/efterbehandling i ambulatoriet på Grenaa Sygehus.

Kilde: Grenaa Bladet

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam