Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Grenaa Sygehus er sammenlagt – IKKE nedlagt!!

Ældrerådet i Grenaa samlede for nylig 175 personer i Kulturhuset Pavillonen til orienteringsmøde omkring samarbejde mellem Randers/Grenaa sygehuse og kommunernes hjemmepleje og hjemmehjælp.



Et panel bestående at sygehusdirektør Ole Thomsen, cheflæge Morten Noreng og chefsygeplejerske Karin Valbæk, Randers Centralsygehus, afdelingschef Tove Nielsen, områdeleder Dorthe Milthers, Grenaa Kommune og praktiserende læge Tyge Ingerslev gav hver sit bud på det gode samarbejde, der er nødvendigt for et godt sygdomsforløb. Det gælder indlæggelse på sygehuset, men ikke mindst udskrivning, hvor kommunernes hjemmepleje ofte tager over med pleje i hjemmet med videre.

Ældrerådsformand aftenens ordstyrer
Formanden for Ældrerådet i Grenaa Kommune, Svend Erik Christiansen var ordstyrer, og i hans velkomst glædede han sig over, at det var fagfolk, der havde sagt ja til denne orienteringsaften. Ældrerådet havde ikke indbudt amtets politikere og byrådet i Grenaa var optaget af møde omkring kommunesammenlægnings-muligheder. Han glædede sig samtidig over, at så mange havde fulgt indbydelsen til denne aften, ligesom det var glædeligt, at så mange stillede spørgsmål til panelet, hvilket viste stor interesse i, at Grenaa Sygehus blive anvendt til gode for lokalområdet, og til aflastning af de store sygehuse i Århus og Randers.

Nærsygehuset er i udvikling
Det kom frem fra flere sider, at Grenaa Sygehus som filial til Randers Centralsygehus, er i en fortsat udvikling med hensyn til opgaveløsninger. Cheflæge Morten Noreng fortalte, at det havde været svært at få alle 1.800 medarbejdere informeret om den nye sygehusstruktur, og skabt indsigt i, hvilke opgaver der løses i Randers og hvilke i Grenaa. Ligeledes var han af den opfattelse, at de praktiserende læger ikke altid var klar over, at Grenaa Sygehus kunne anvendes til mange undersøgelser, så borgerne ikke nødvendigvis måtte rejse til Randers.
Afdelingschef Tove Nielsen kunne fortælle, at mange borgere havde haft dårlige oplevelser i forbindelse med ændringerne på Grenaa Sygehus. Oplevelser der, ud over utilfredshed med lukning af sygehuset, også handlede om utilstrækkelig information, manglende kommunikation og om helt uforståelige måder at planlægge undersøgelser og behandlingsforløb på. Mange mennesker har savnet den nærhed, der var ved at have det tidligere Grenaa Sygehus. I mange år har Grenaa Kommune og Århus Amt haft et rigtig godt samarbejde omkring genoptræningspladser på HedeboCentret og akutpladser på Violskrænten, og der har også været et fint samarbejde mellem hjemmeplejen og Grenaa Sygehus i forbindelse med indlæggelse og udskrivning.

Grenaa Sygehus som landets nær-sygehus-flagskib
Et samarbejde (ifølge Sundhedsministeriets anvisninger om samarbejde 2002-2005), hvor en af målsætningerne er, at patienterne skal behandles på det laveste, effektive omsorgs- og behandlingsniveau. Det betyder; så tæt på nærmiljøet som muligt.
– Med samarbejde og en række tiltag skal det lykkes at gøre Grenaa Nærsygehus til landets flagskib indenfor området, sluttede Tove Nielsen sit indlæg.
– Hvorfor skal borgere først køres til Randers, når de kan behandles på Grenaa Sygehus? spurgte områdeleder i Grenaa Kommune, Dorthe Milthers.
– Borgere og personale har undret sig over, at borgere, som kan behandles på Grenaa Sygehus, først skal køres til Randers for at kunne blive indlagt på Grenaa Sygehus. Hvorfor skal borgere med åben indlæggelse på grund af en alvorlig, dødelig sygdom indlægges på Randers Centralsygehus, og ikke kunne komme på Grenaa Sygehus. Det vi i plejesektoren forstår ved et godt nærsygehus, er et sygehus, der yder den service, som lige så godt kan foregå på Grenaa Sygehus. Der skal være mulighed for at dø i mere kendte omgivelser, og hvor det er hurtigt for pårørende at komme til, sluttede Dorthe Milthers sit indlæg.

Grenaa Sygehus – et sundhedscenter
Chefsygeplejerske Karin Valbæk måtte konstatere, at information var en svær kunst, og selvom der var udsendt en pjece til oplysning om afdelinger og opgaveløsninger på Grenaa Sygehus i november måned 2003, og igen udsendt pjece om Randers Centralsygehus til alle husstande i april måned, så var der stadigvæk mange misforståelser.
– Der er stadigvæk megen forvirring omkring »lukningen« af Grenaa Sygehus, og det er ikke gået op for folk, at der er tale om en ændret anvendelse. Foruden den nedsatte arbejdsgruppe mellem Randers Centralsygehus og kommunerne, vil de praktiserende læger i området også blive inddraget. Samtidig hersker der stor forvirring omkring fremtiden, hvor kommunerne sammenlægges til storkommuner, og amterne til regioner. Hvem skal vi så samarbejde med? sagde Karin Valbæk, der herefter var meget optaget af de nye tiltag, der sker omkring sundheds- og patientskoler, og her så hun Grenaa Sygehus som helt oplagt til at huse en sundhedsskole. Hun så også gerne flere specialer indenfor sundhed tilknyttet sygehuset.

Visse specialer bliver i Grenaa
Cheflæge Morten Noreng oplyste, at visse specialer fortsætter på Grenaa Sygehus. Blandt andet åreknudebehandling, og her kom der patienter fra hele amtet. Randers/Grenaa sygehuse lider i øvrigt af lægemangel, og det medfører jo også lange ventelister. Han kunne i den forbindelse nævne, at der var normering af 3 overlægestillinger i Randers indenfor gigtsygdomme, men kun én var besat. Han glædede sig over de forbedringer, der var sket på Grenaa Sygehus med blandt andet døgnåben skadestue, og den nu givne tilladelse til at sygeplejerskerne kan røntgenfotografere.
Sygehusdirektør Ole Thomsen mente, at sygehusbygningerne kunne udnyttes bedre, og man var nu meget bedre til at bruge sengeafsnittet. Han tilbød lokalområdets læger, at de kunne få praksislokaler på sygehuset, hvor de ville være tæt på røntgenafdelingen og have muligheder for hurtig tapning af blodprøver med videre.

Følelser og fakta
Praktiserende læge Tyge Ingerslev mente, at sygehussagen drejede sig om følelser og fakta, hvor der efter sygehusomlægningen var startet med dårlige aftaler. Hvem skulle gøre hvad? Han tilkendegav, at der var lagt mange ressourcer for dagen i bestræbelse på at opnå en kvalificeret skadestue i Grenaa, og lægeambulancen var et stort gode for området. Her kommer uddannede læger hurtigt frem, og i modsætning til tidligere, kan der påbegyndes lægelig behandling straks, hvilket har hjulpet mange skadesramte patienter - herunder patienter med hjertestop. Han fandt, at der måtte gøres noget ved transportproblemerne, når folk fra Grenaa skulle indlægges/udskrives fra Randers Centralsygehus. Grenaa Sygehus er sammenlagt og ikke nedlagt, sluttede Tyge Ingerslev sit indlæg.
Sygehuset i Grenaa er sammenlagt med sygehuset i Randers - og IKKE nedlagt. Det blev slået fast med syvtommersøm på et orienteringsmøde i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa med deltagelse af sygehusledelsen for Randers/Grenaa sygehuse og repræsentanter fra Grenaa Kommunes ældreområde og de praktiserende læger i området.

Kilde: Grenaa Bladet

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam