I det følgende skriver ét af de lokale Venstre-folketingsmedlemmer om regeringens nyeste programudspil:
”Regeringen har fremlagt ”Vækst, Velfærd og Fornyelse 2” – et program, der bygger videre på det hidtidige regeringsgrundlag, men det indeholder også en række nye mål for udviklingen i vores samfund.
Nogle af kodeordene for regeringen er: frihed og ansvar – uddannelse og udvikling. Det er regeringens opfattelse, at vi kun kan sikre fremgang og frihed, hvis vi selv hele tiden udvikler og uddanner os. At vi følger med tiden og ikke lader tiden løbe fra os. At vi ser på os selv som medlemmer af et samfund, der har brug for vores viden, og at vi med de muligheder, vi har, tager del i ansvaret for, at demokratiet består.
Den personlige frihed og retten til selv at vælge er nogle af de grundlæggende værdier i regeringens politik, og samfundet skal værdsætte, at hver enkelt gør en positiv indsats, samt anerkende, når der udføres særlige indsatser.
Omvendt ønsker regeringen også, at det skal have konsekvenser, hvis man begår kriminalitet, ødelægger miljøet eller på anden måde undlader at leve op til sine forpligtelser.
Noget for noget – et princip, som regeringen ønsker udbredt mere netop for at understrege betydningen af det personlige ansvar.
1) Mere tryghed og øget retssikkerhed.
2) Et bedre miljø.
3) Bedre sundhed.
4) Mere vækst i erhvervslivet.
5) En mere levende kultur.
Ovenstående er blot nogle punkter fra ”Vækst, Velfærd og Fornyelse 2”, som er underbygget i regeringsgrundlaget.
Regeringen følger med tiden, men ser også fremad, nøjagtigt som det kan forventes af en regering, der vil sit land og sine borgere det vel.”
Skrevet af Venstre-folketingsmedlem Else Winther Andersen fra Kristrup i Randers Amtsavis tirsdag d. 16. september
Kilde:
Rex