Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Grønthøsteren klipper kun 1 pct.

MIDTDJURS - Økonomiudvalget kunne ikke overtale den øvrige del af kommunalbestyrelsen til at klippe 3 pct. i indeværende år på de tungeste dele af skolernes og institutioners driftsbudgetter.


Grønthøsteren kommer dog ud at køre, men klippehøjden er blevet nedjusteret - som et politisk kompromis - til blot 1 pct. og kun i 2004. Foreløbig ikke i overslagsårene 2005 - 2007, som der ellers var lagt op til i Økonomiudvalgets indstilling, da det stod klart at resultatet af midtvejsforhandlingerne mellem KL og regeringen ikke fik det til at regne med de forventede penge til Midtdjurs Kommune til at indhente den manko, der er i økonomien i 2004.

Spil for galleriet
Under debatten i kommunalbestyrelsen stod det hurtigt klart, at ingen udenfor Økonomiudvalgets kreds, ville gå med til at åbne de nuværende budgetter og gøre det samme i de tre næste år.
Flere gav udtryk for, at skoler og institutioner vil være tvunget til at vælte en barbering af budgetterne over på det kommende regnskabsår, fordi det er på lønkontoen, der er penge at spare. Opsigelsesvarslerne alene vil gøre, at evt. fyringer først vil slå igennem på økonomien i det nye år.
- Det her er et spil for galleriet, fordi institutionerne alligevel er tvunget til at vælte underskud over på næste år. Derfor står vi os langt bedre ved at tage diskussionen i forbindelse med det kommende års budget. Jeg vil godt være med til at snakke om at beskære og bespare konkrete ting væk, men ikke generelt, sagde Hardy Vinter (L), der igen mindede om, at de decentrale institutioner overholdt deres budgetter.
- Når man ser på vores generelle økonomiske situation, så var der også en tillægsbevilling på 3 mio. kr. i år på den centrale rådhusøkonomi, og hvis man så ser budgetforslaget for de næste fire år, så beder man her om 16 mio. kr. mere. Altså 19 mio. kr. udover fremskrivning på det område. Det balancerer ikke med, at man nu med den anden hånd vil ud at grønthøste decentralt, fortsatte Vinter.

Svære budgetforhandlinger
Kim T. Jensen (S) og Svend Erik Johansen (V) appellerede på Økonomiudvalgets vegne kraftigt til kollegerne om at vedkende sig situationens alvor og udvise ansvarlighed. Jensen ironiserede over den tilsyneladende "lad-os-vente-og-se" mani, der tilsyneladende havde ramt for mange, medens Johansen hæftede sig ved niveauet for kassebeholdningen.
- Vi bør i en kommune af vores størrelse som minimum have en kassebeholdning på 12 mio. kr. Økonomiudvalget har sænket målet til 8, og jeg kan kun fastholde som resten af udvalget, at gør vi ikke noget nu og her, så ser grundlaget for budgetforhandlingerne endnu værre ud, sagde sidstnævnte, der gjorde de politikere, der vil låne til at dække det nuværende gab i økonomien, opmærksomme på, at de dermed var med til at sætte den kommunale drift endnu mere under pres.
- Husk også på, at vi aldrig har vedtaget, at de decentrale institutioner ikke er en del af den samlede virksomhed. Midtdjurs Kommune, fortsatte Johansen.

Baltzer og skatten
- Tak til kommunalbestyrelsen, fordi den trods alt kunne bevæge sig, lød det fra Kim. T. Jensen, da SF's Henrik Jørgensen havde formuleret det, der endte med at blive kompromiset.
Samme Jørgensen plæderede et par gange under debatten for at give skatten et nøk opad under budgetforhandlingerne. Han fik støtte fra Hans Chr. Baltzer, der gjorde klart, at han ikke ville være med til at spare på de bløde områder.
- Lad os fastholde vores serviceniveau, udnytte vores lånemuligheder optimalt og så sætte skatten op, når vi kommer til budgetforhandlingerne.
Der er lagt op til hede og svære budgetforhandlinger, hvor signalet fra sidste uges møde ikke er til at tage fejl af. Det bliver nødvendigt at hugge en hæl og klippe en tå for at få balance i budgettet.

Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 10. august


1 pct. besparelse


ØKONOMI - En alt-andet-lige betragtning fra kommunens egen økonomistab viser følgende regnestykke ved en genere besparelse på 1 pct.
Reduktion af budgetterne:
Lønninger: 1.702.000 kr
Varekøb. 164.000 kr.
Tjenesteydelser: 342.000 kr.
Total: 2.208.000 kr.
Lånefinansiering: 4.814.000 kr.(Ca. halvdelen kræver Indenrigsministeriets tilladelse)
Samlet forbedring
af kassebeh: 7.022.000 kr.

Økonomiudvalget har lagt sig fast på en kassebeholdning på 8 mio. kr. ved årets udgang. Det vil - alt andet lige - betyder, at der samtidig skal findes besparelser for 9.150.000 kr. i resten af året.
Forskellen (7.022.000 - 9.150.000) = minus 2.128.000 kr. skal findes under de kommende budgetforhandlinger, og det er kun en lille flig i det store regnestykke.





Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam