Vi plejer jo gerne at gøre et lille nummer ud af det, når én fra vores lille kommune gør sig bemærket på det sportslige plan udover det sædvanlige. Senest var det en mandlig danser fra Voldby, som deltog i VM og gjorde det godt, og i dag blev vi ringet op på redaktionen af en højtskattet tidligere medarbejder på Nørre Djurs NetNyt, som kunne fortælle følgende spændende historie:
Brian Günther Jensen fra Stenvad har i snart en del år været aktiv basketball-spiller på Viborgs hold for kørestolsbrugere. Som én af sit holds bedste spillere har han også været selvskrevet til det danske landshold, og med det er han just hjemkommet fra holdets første deltagelse i Europamesterskaberne.
Det foregik i Athen, og Danmark deltog i C-gruppen, for ligesom f.eks. i ishockey er der både en A-, en B- og en C-grupppe, og som ny nation starter man altså sidstnævnte sted.
Her deltog 6 nationer, alle spillede mod alle, og da danskerne kun vandt over Ukraine og tabte resten af kampene, fik holdet en placering som nr. 5, mens russerne blev C-europamestre.
Brian Jensen fortæller til NetNyt, at turen var en kæmpe oplevelse for de danske spillere, og at de absolut har blod på tanden for at komme med igen om 2 år, når der igen fløjtes op til EM i kørestolsbasket.
Brian har sendt os et link, hvor du kan se resultaterne for de deltagende hold og ligeledes hver enkelt spillers præstationer. Klik på:
http://www.galanissportsdata.com/basketball/osekk/Stats/a1teamallrs.asp
Kilde:
Rex