Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Stena Line-hotellet ved Grenaa Strand har påny en lokal hotelchef ved roret!

Pr. den 1. juli har det svenske færge-rederi Stena Line påny fuld kontrol over det store hotel på Kystvej i Grenaa. Scandic-kæden har således overladt driften af hotellet til dets ejer, Stena Line, der kører det hæderkronede hotel videre med et kendt, lokalt ansigt ved roret, nemlig den 42-årige Karen Eriksen.



Med overtagelse af hotellet - der tidligere hed Scandic Stena Line Hotel Grenaa (og før det Stena Hotel og Hotel Du Nord) - er der blevet investeret i et helt nyt navn og logo, der skal være med til at signalere de nye tider på stedet. I samarbejde med et lokalt reklamebureau har Stena Line fundet frem til, at det nye navn til hotellet er »Hotel Kysten - et Stena Line hotel ved Grenaa Strand«.
Og i modsætning til da Scandic-kæden drev hotellet, så bliver det med en 100% lokalt funderet person ved roret.
– Det har været et helt bevidst valg fra vores side, siger Stena Line’s havne- og terminalchef i Grenaa, Inge-Lise
Riis, og fortsætter:
– Uanset hvem vi havde fundet frem til, så var det et ufravigeligt krav, at vedkommende skulle være bosat i området - eller være villig til at bosætte sig her. Den lokale forankring finder vi er meget vigtig og på den led er det jo perfekt, at vi har fået ansat Karen Eriksen som chef for hotellet, siger Inge-Lise Riis, der i disse dage også går rundt og glæder sig usigeligt over, at rederiets Grenaa-Varberg-færge, »Stena Nautica«, nu omsider er kommet i gang igen på ruten efter fire lange måneder i dok ovenpå kollisionen med det polske fragtskib »Joanna« den 16. februar.

Masser af erfaring
fra hotel-branchen

Og Karen Eriksen er på ingen måde et ubeskrevet blad i hotel- og restaurationsbranchen lokalt. I 8 år drev hun således Hotel Grenaa på Trekanten som forpagter - og var ansat på stedet i 3 år inden hun blev forpagter på stedet. Læg dertil, at hun mens hun drev Hotel Grenaa i 2 1/2 år ligeledes var forpagter på Hotel Havlund ved Grenaa Strand. Det seneste års tid har hun været beskæftiget med catering i Aarhus/Tirstrup Lufthavn, men er utroligt glad for at kunne vende tilbage til hotel- og restaurationsbranchen i Grenaa.
– Og jeg håber naturligvis i den forbindelse, at folk ikke helt har glemt mig fra min tid på Hotel Grenaa og Hotel Havlund. Den goodwill jeg måtte have opnået på den konto, håber jeg naturligvis at kunne overføre til mit nye arbejdssted, siger Karen Eriksen, der endnu er så ny i sin ansættelse, at hun endnu ikke er klar til at komme skråsikre udmeldinger om dette og hint.
– Nu skal jeg lige bruge lidt tid på - i tæt samarbejde med ledergruppen på hotellet - at finde frem til det endelig koncept for Hotel Kysten, og det forventer vi at kunne præsentere for alle interesserede ved et åbent hus-arrangement sidst i august, siger Karen Eriksen, der foruden et godt lokalkendskab også har en række idéer til, hvordan hotellet kan gøres mere synligt. Også - og ikke mindst - så flere lokale borgere kan finde vej til hotellet.

Tema-aftener er
blandt nyhederne

På led den satser Karen Eriksen på a la carte-restaurant, konferencer og selskaber såvel som levering af mad ud af huset. Derudover har hun planer om at arrangere tema-aftener med emner som vildt, vinsmagning og mad fra andre lande. Weekendophold og miniferier bliver også en central del af Hotel Kystens tilbud, idet hotellet jo råder over ikke færre end 99 værelser/lejligheder.
Omkring selve navnet indrømmer Inge-Lise Riis, at man overvejede at gå tilbage til ét af de gamle og kendte navne: Stena Hotel eller Hotel Du Nord.
– Men da vi havde vendt det med nogle professionelle reklamefolk kunne vi godt se, at det ikke var det rigtige. Vi vil jo gerne signalere, at der var tale om et helt nyt hotelkoncept med en helt ny og lokalt forankret ledelse, og derfor skulle vi naturligvis bruge et nyt navn. Valget faldt på »Hotel Kysten - et Stena Line hotel ved Grenaa Strand« for dels at signalere de nye tider og dels den nære beliggenhed til Kattegat, fortæller Inge-Lise Riis.
Hun har allerede modtaget utroligt mange positive tilkendegivelser fra lokale folk, der både har udtrykt glæde over, at Stena Line selv har overtaget hoteldriften på stedet, og at man har valgt Karen Eriksen som hotelchef.

Stort arbejde at
relancere hotellet

– Så det ser alt i alt positivt ud, omend det er et kæmpearbejde at relancere et hotel af denne her størrelse. Men vi kan mærke rundt omkring, at folk er utroligt glade for, at vi sørger for at byens store hotel kører videre. Og nu har vi også færgen tilbage igen, hvilket vi bestemt også agter at udnytte. Vi pønser på den led på forskellige projekter i relation til at få fat i det svenske marked også, siger Inge-Lise Riis.
Lokalt arbejdes der også på, at forskellige turisme-relaterede virksomheder kan få glæde af hinandens eksistens. På den led snakker den nye hotel-ledelse på Kystvej i Grenaa sammen med Kulturhuset Pavillonen, Dronningens Ferieby, Den Kommunale Højskole og Kattegatcentret med flere.
– Kan vi hjælpe hinanden med at skabe mere turisme i området, skal vi naturligvis gøre det, siger Inge-Lise Riis.
Karen Eriksen bliver på hotellet chef for cirka 20 fastansatte plus en række timelønnede medarbejdere.
Stena Line har udnævnt Karen Eriksen som ny hotelchef på Kystvejen, og her viser hun hotellets nye navn og logo frem i restauranten, som hun og Stena Line satser meget på i relanceringen af byens store hotel ovenpå Scandic-perioden.

Kilde: Grenaa Bladet

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam