Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Historien om det forsømte kompromis

KOLIND CENTRALSKOLE - Det ubesvarede spørgsmål efter sidste uges kommunalbestyrelsesmøde er om flertallet forsømte en god lejlighed til at sende et åbenlyst signal til sagens mange parter om, at der er lys forude med den snarlige ansættelse af en pædagogisk leder på Kolind Centralskole.


Sådan blev det ikke, for de mange tilhørere til kommunalbestyrelsesmødet kunne konstatere, at kommunalbestyrelsens flertal på forhånd havde afstemt tingene og holdt sig til principperne, nemlig, at kommunens ansatte skal kunne regne med, at evt. personaletvister bliver afgjort for lukkede døre i kommunens personaleudvalg, Økonomiudvalget.
Derfor kom der aldrig gang i en egentlig debat, som Kolind-Nødagerlistens Hardy Vinter (L) ellers havde ønsket. Han havde fluks benyttet lejligheden til at få problemerne på Kolind Centralskole på kommunalbestyrelsens dagsorden, da det stod klart, at Økonomiudvalget 26. maj efter først at have orienteret sig hos juristerne i Kommunernes Landsforening havde åbnet sagen.

Vinters optik
- Jeg respekterer det arbejde, som Økonomiudvalget laver, og det skal ikke til at være hverdagskost, at jeg beder om at få sager, der er afgjort i udvalgene på kommunalbestyrelsens dagsorden. Konflikten på Kolind Centralskole har imidlertid nået et niveau, der ødelægger dagligdagen på skolen og berører både undervisning og elever, og derfor glæder det mig, at sagen nu er åbnet. Kommunalbestyrelsen har selvfølgelig også et medansvar for, at der kommer en løsning, lød motivationen fra Hardy Vinter til at få sagen på dagsordenen i kommunalbestyrelsen.
Herefter gik han over til meget minutiøst at beskrive situationen på skolen, som den tager sig ud set fra hans optik. Efter at have nærlæst rapporter, papirer og andet materiale i sagen og snakket og lyttet til ansatte og forældre var Hardy Vinter kommet til den konklusion, at Kolind Centralskole entydigt har et lederproblem. Her skiller vandene i forhold til den øvrige del af kommunalbestyrelsen, som tolker situationen anderledes og også lægger noget af ansvaret for miseren over på personalet - eller dele af det - på Kolind Centralskole. Flertallet hælder til den opfattelse, som også er Økonomiudvalgets konklusion, at der ikke er lette løsninger at ty til.
- Hvis der er tale om samarbejdsproblemer med nogle ansatte, som det hævdes. Hvorfor har de pågældende lærere så ikke fået en skriftelig advarsel eller er blevet indkaldt til en tjenestelig samtale. Det gør man da andre steder, sagde Hardy Vinter, der flere gange appellerede til at få oplyst, hvad opgaverne og forventningerne bliver til den nye afdelingsleder på Kolind Centralskole, som Økonomiudvalget har givet skolebestyrelsen pålæg om at få ansat snarest.
- Det afventer mange at få svar på. Får vedkommende til opgave at afskærme skolelederen og agere personaleleder vil det betyde en mere fredfyldt sommerferie for mange, mente Hardy Vinter.

Ubehageligt
- Det skal ikke være sædvane at afklare personalesager i kommunalbestyrelsen. Det her er et meget ubehageligt signal at sende til alle ansatte i kommunen. Alle ansatte skal have vished for, at Økonomiudvalget er personaleudvalg, og at kommunalbestyrelsen respekterer dette og tager afstand fra, at personalesager skal afklares for åbne døre, sagde Svend Erik Johansen (V), der agerede som en slags talsmand for flertallet i kommunalbestyrelsen.
Svend Erik Johansen bad så mindeligt om, støttet af Henrik Jørgensen (SF), at give Kolind Centralskoles bestyrelse, ledelse og lærere ro til at få handleplanen, der efter flertallets mening kan løse den gordiske knude, til at virke.

Principperne fastlagt
Hardy Vinters opfordring til at få oplyst, hvad der bliver den kommende afdelingsleders opgaver, blev aldrig besvaret. Vinter formåede ikke at overbevise de øvrige om, at de skulle udtrykke forventninger til fremtiden på Kolind Centralskole udover at henvise til den igangværende proces og ro om den vedtagne handleplan, der skal evalueres 1. november 2004.
I stedet vedtog et flertal på 12 følgende indstilling formuleret af Svend Erik Johansen:
- Kommunalbestyrelsen anerkender, at Økonomiudvalget er kommunens personaleudvalg, hvorunder sager vedr. personale behandles. Kommunalbestyrelsen tager samtidig afstand fra, at personalesager søges afgjort for åbne døre i kommunalbestyrelsen, og vil ved fremtidige sager - i overensstemmelse med den kommunale styrelseslov - tage skridt til at dette imødegås.



Det klinger hult
KOLIND CENTRALSKOLE - Hardy Vinter undlod at stemme for det forslag, som den øvrige kommunalbestyrelse stemte for i sagen om Kolind Centralskole. Lokalavisen har efterfølgende bedt Hardy Vinter om at gøre rede for, hvorfor han ikke kunne støtte den meget principielle indstilling, der jo sender et utvetydigt signal til samtlige kommunens ansatte.
- For det første synes jeg ikke forslagets formulering har relevans til den aktuelle sag om ledelsesmuligheder på Kolind Centralskole. Vi kunne ligeså godt have stemt om et forslag, hvor kommunalstyrelsen tilkendegiver enighed i, at jorden er rund. På opfordring giver borgmesteren mig først ret i, at der er tale om en sag, der skal være åben for de mange implicerede lærere og forældre. Dernæst benytter jeg min ret til, i henhold til den kommunale styrelseslov, at få sagen sat på dagsordenen. Hele kommunalbestyrelsen godkender dagsordensteksten og bilagene inden mødets start, og derfor forekommer det uden sammenhæng, at kommunalbestyrelsen bagefter ytrer sig om, at åbenhed om sådanne sager vil man søge stoppe for fremtiden, siger Hardy Vinter.


Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 8. juni

Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam