En læser i Randers Amtsavis drager i dag nogle meget interessante paralleller til det gamle Rom, hvor det ofte var tegn på dyb krise i samfundet, når man talte om sammenlægninger for at sløre krisen. Hun skriver:
”Kejser Nero i det gamle Rom havde en hof- og embedsmand, der hed Cajus Petronius, forfatter og i sin levetid kendt som ”den gode smags dommer”.
Han faldt senere i unåde (Nero var efter sigende ikke altid nem at omgås) og begik selvmord i år 66.
Et ofte anvendt citat fra ét af hans skrifter lyder:
”Vi arbejdede hÃ¥rdt, men hver gang vi begyndte at fungere, blev nye planer om marginalisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver ny situation gennem omorganisering. Og jeg lærte ogsÃ¥, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, medens det i vrikeligheden forÃ¥rsager kaos, ineffektivitet, demoralisering.”
Når en næsten totusinde år gammel lærdom citeres så hyppigt, må det skyldes en vis forbløffelse og muligvis også en smule skadefryd over, at den så fuldstændigt svarer til moderne menneskers egne erfaringer.
Vi skal åbenbart nu igen i gang med en omorganisering, en kommunalreform, der skal skabe illusion om fremgang.
Selv om det i øjeblikket kniber svært med at fremmane bare illusionen, kan man aldrig vide, hvad de dertil indrettede propagandamidler vil kunne udrette.
Indtil da kan man kun gøre sig forestillinger om, hvad det egentlige formÃ¥l med det hele er. For der mÃ¥ jo være en grund. Den foreløbigt skabte illusion – at man kan spare penge ved sammenlægningerne – bliver i dén grad modsagt af folk, der har forstand pÃ¥ dén slags. De siger tvært imod, at det kommer til at koste penge.
At skatterne skulle blive mindre, fordi der kun er to opkrævende instanser, kan kun være rigtigt, hvis ét af formålene er at skære kraftigt ned på den offentlige service.
Borgerne får det lettere, fordi der kun bliver én indgang til systemet, siges det. Det kan da godt være. Men hvis systemet til gengæld fungerer dårligere, fordi indvundne erfaringer og viden om fagområder og personer bliver hældt ud med badevandet, er lettelsen til at overse.
Billedet af landet delt op i bare fem regioner med en jysk midterregion af en gevaldig størrelse ser lidt kunstigt ud, men dén model er nok også kun beregnet til at kunne handles med politisk. Værre er det, at regionerne ifølge oplægget ikke bliver tildelt andre opgaver end sygehusvæsenet.
Når man har set, hvordan borgmestre af enhver politisk observans i snart sagt alle kystnære kommuner nærmest snubler over hinanden for at komme til fadet med dispensationer til byggeri i naturskønne områder, er det let at se for sig, hvordan det vil gå, hvis kommunerne får eneret over natur og miljø, uden at en myndighed med lidt mere distance til de kommunale indtægtskilder får mulighed for at gribe ind i sagerne.
Tror nogen f.eks., at Vorup Enge-projektet ville være noget længere frem end til bunden af en kommunal prioriteringsliste, hvis kommunen havde skullet bestemme? Projektet omhandler jo i høj grad vandkvaliteten i Kattegat, og man kan levende forestille sig kommunalpolitikere i Randers skubbe dét ansvar langt, langt væk fra sig.
Man kan også forestille sig, hvordan udvidelser af svinefabrikker med tilhørende gylleproblemer vil få en let gang gennem systemet, hvis beslutningsretten ligger hos en forstående kommunalbestyrelse i landområdet, og der ingen ankemuligheder bliver.
Og tolerancen over for en miljøforurenende fabrik, der måske er den største arbejdsplads i lokalområdet, vil uden tvivl nå nye højder, hvis de kommunale rødder udsættes for en smule pression i retning af at flytte virksomheden til udlandet eller til en mindre miljøansvarsbevidst kommune. Negativ konkurrence er skam også konkurrence.
Forældre til børn med mere sjældne handicaps er bekymrede over, at ansvaret for deres børns skolegang og terapi skal overgå til kommunerne og fratages amter (regioner), der gennem årene har oparbejdet ekspertise på området. Det kan man ikke fortænke dem i. Og igen kan man spørge: Hvorfor dog?
Der er i det hele taget mange områder, hvor det forekommer grundløst, at kommunerne skal tage over. Skal amtsvejene nu behandles ligeså tilfældigt som de kommunale landeveje, hvor kommunegrænserne klart fremgår af vedligeholdelseskvaliteten?
Den kollektivej trafik i det hele taget – hvor mange kommuner skal nu til at udfolde bureaukrati i forhandlinger om f.eks. tværgÃ¥ende busruter?
Måske ligger foklaringen på de foreslåede ændringer i, at kommunerne formodentlig ikke vil kunne klare de mange nye opgaver uden at foretage omfattende udliciteringer.
Den ideologiske vej til yderligere privatisering bliver sÃ¥ledes brolagt et godt stykke videre. Med Cajus Petronius` ”kaos, ineffektivitet og demoralisering” som et forventeligt resultat.”
Skrevet af fhv. lægesekretær Inger Laier fra Randers i Randers Amtsavis torsdag d. 6. maj
Kilde: Randers Amtsavis
Rex
05/05 2023
