Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

»Å-guden« er kommet til Grenaa!

grenaa bladet: Onsdag i sidste uge ved middagstid fik Grenaa besøg af intet mindre end en gud - nærmere bestemt en rå-udgave af »Å-guden« i form af en fire meter høj og 7,5 tons tung Halmstad-granit, som kommer til at udgøre det første led i en kunst-stafet her i Grenaa.


Det er Grenaa Haandværkerforening, der har sat stafetten i gang som et historisk jubilæumsprojekt i anledning af, at foreningen har kunnet fejre sit 150 års jubilæum i år. Den massive Halmstad-granit ankom til Grenaa Stenhuggeri på Åstrupvej med en af vognmand Gert Svith’s lastbiler fra Nørre Snede, hvor man finder de danske stenhuggeriers fællescentral. Men stenen kommer altså oprindeligt fra et stenbrud i Halmstad, som Grenaa jo som bekendt har haft en færgeforbindelse til i en periode.
Grenaa Stenhuggeri og kunstneren bag projektet, Morten Skovmand, stod klar til at tage imod stenen sammen med stenskulptøren Stig Mortensen, der skal være med til arbejdet med at omforme granitblokken til en »Å-gud«, og Lasse Andersen fra Grenaa
Haandværkerforening.
»Å-guden« skal placeres ved »porten« til Grenaa Centrum, der hvor Søndergade, Grenåen og jernbanen krydser hinanden. Den fire meter høje granit-bloks glød og farver vil blive forstærket af et nedstrømmende kildespring fra toppen af skulpturen. Via et rundt bassin, der skal omgive »Å-guden«, vil vandet flyde videre i terrasser ned mod åen. Hele anlægget skal omkranses af en smuk, cirkelformet stenbelægning. Granit-bænke kommer desuden til at gøre stedet til et naturligt og romantisk mødested for unge og gamle, borgere og gæster.
Morten Skovmand vil med andre ord skabe et kulturelt mødested ved åen, hvor han lader sig inspirere af urgamle nordiske traditioner i materialevalg, former og ristninger.
Finansieringen af projektet er næsten på plads. Håndværkerforeningen har i form af rede penge - eller tilsagn herom - cirka 250.000 kroner i kontanter. Læg dertil tilsagn om arbejder fra blandt andet håndværkerforeningens egne medlemmer til en værdi af mellem 400.000 og 500.000 kroner.
Her spæder Grenaa Kommune ikke mindst godt til med et tilsagn om anlæg af »gulvet« til »Å-guden« - svarende til en værdi af cirka 185.000 kroner.
Ifølge Lasse Andersen mangler man lige nu kun et beløb på mellem 50.000 og 100.000 kroner før hele finansieringen af projektet er på plads. Men man vil gerne ha’ lidt ekstra derudover, idet de penge, der ikke vil blive brugt på »Å-guden« vil blive overført til det næste skulptur-projekt i kunst-stafetten. Det er nemlig håndværkerforeningens håb og ambition, at »Å-guden« bliver startskuddet til en kontinuerlig stafet, der med tiden skal skabe en varieret og sammenhængende skulptur-park i Grenaa med værker af anerkendte kunstnere langs åforløbet - spændende fra havnen i den ene ende til Kulturhuset Pavillonen i den anden. Et forløb, hvor der fra det ene kunstværk kan ses til det andet, og som skal rumme kunstoplevelser af international klasse. Blandt andet for at skabe sammenhæng mellem havn og by, men også for at signalere tro på fremtiden, ligesom det vil give Grenaa masser positiv omtale - som en tiltrængt modvægt til den al den negative omtale, der har været de seneste år.
Hvad »Å-guden« angår er stort set alle relevante godkendelser på plads, og hvis alt går vel sigter man mod en indvielse i august-september i år.

Kilde: grenaa bladet

grenaa bladet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam