Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Advokat Ole Husum valgt som ny formand for Handelscenter Grenaa

På Handelscenter Grenaa’s ordinære generalforsamling tirsdag aften i sidste uge på Restaurant Skakkes Holm på Grenaa Lystbådehavn, blev der valgt en ny formand i stedet for Jens Thøgersen, der ikke ønskede genvalg.

Den nye formand for byens handelsliv blev advokat Ole Husum.
At stå i spidsen for en del af byens erhvervsliv er ham ikke helt ubekendt, idet han opnåede at blive formand for Grenaa Erhvervsråd inden dette råd blev nedlagt i forlængelse af oprettelsen af Djurslands Erhvervsråd.

Til daglig er han advokat med møderet for Højesteret i advokatfirmaet »Ret & Råd«, der har afdelinger i både Ebeltoft, Rønde og Grenaa. Ole Husum har også titel af offentlig auktionsleder.

Ole Husum opnåede på generalforsamlingen - på anbefaling fra bestyrelsen - nyvalg til Handelscenter Grenaa’s bestyrelse sammen med skotøjshandler Peder Svenstrup.
De trådte ind i bestyrelsen i stedet for formanden gennem fire år, Jens Thøgersen, og Ann-Belinda Melin (Bianco Shoes), der heller ikke ønskede at blive genvalgt. Derimod var både Jette Sejersen (Funny Sport/Sportsbutikken) og Eske Øvlesen (Øvlesen Foto) villige til genvalg, og de blev det også valgt uden sværdslag af nogen art.

De øvrige medlemmer af bestyrelsen (som ikke var på valg i denne ombæring) er Kenneth Larsen (McDonalds Grenaa), Steen Andersen (Matas/BSA) og varehuschef Kristian Wolsing (Kvickly Grenaa).

Der blev også valgt to nye suppleanter til bestyrelsen i stedet for Henrik Poulsen (tidl. Silvan) og Peder Svenstrup (Svenstrup Sko/Nye Sko). De to nye suppleanter er Suzanne Petersen (Blomsterkurven) og Carsten Thygesen (Salon Thygesen).

Endelig var der genvalg til de to revisorer, filialdirektør Mogens Adamsen (Vivild & Omegns Sparekasse i Grenaa) og filialdirektør Gert Poulsen (Jyske Bank i Grenaa)
Den daglige og praktiske ledelse af Handelscenter Grenaa varetages af handelssekretær Marianne Bjørnlund, og foreningen har kontor i Det Gamle Rådhus på Torvet, hvor man også finder Turistkontoret.

Foreningens reviderede regnskab blev på generalforsamlingen fremlagt af revisor Aksel Pedersen, og han kunne præsentere en resultatopgørelse med et minus på 42.490 kroner.
Det var andet år i træk, at han på foreningens vegne kunne præsentere et minus i denne størrelsesorden, og da foreningens egenkapital er såre beskeden, så anbefalede bestyrelsen, at man på generalforsamlingen vedtog en kontingentforhøjelse på 10%, så man fra og med indeværende års regnskabsperiode kunne vende tilbage til de sort tal på bundlinien af regnskabet. Kontingentforhøjelsen blev da også vedtaget med stort flertal, omend der faldt et par negative bemærkninger i den anledning. Enkelte så gerne, at man kiggede på udgiftssiden i stedet for at sætte kontingentet op. Til det svarede bestyrelsen, at kontingentet faktisk har stået helt stille siden fusionen mellem Grenaa Handelsstandsforening og Grenaa Cityforening for en 5-6 år siden, og at det for at følge med i den almindelige samfundsøkonomiske udvikling nu var mere end på tide at få rettet lidt op på disse forhold.

Til slut takkede dirigenten generalforsamlingen, advokat Peter Zacher Sørensen, for god ro og orden.

Kilde: Grenå Bladet

sherry


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam