Hjerteforeningen og FOF afvikler 2 sundheds-kurser her til efteråret
Et samarbejde mellem FOF og Hjerteforeningen Grenaa/Nørre Djurs har affødt et tilbud om to sundheds-kurser, der afvikles her til efteråret. Det ene er et rygestop-kursus, mens det andet kursus omhandler rigtig ernæring.
Rygestop-kurset afholdes i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Undervisningen foregår med oplæg, gruppediskussion og dialog, og underviser på kurset er rygestopinstruktør og sygeplejerske Sonja Schmidt, der selv er tidligere ryger gennem 27 år. Så går man rundt og er træt af at være ryger, og har lyst til at holde op, men har svært ved at klare stoppet alene, så var det måske en idé at tilmelde sig dette rygestop-kursus. Det kan ske ved henvendelse til FOF i Grenaa. Undervejs i kurset gennemgår man emner såsom motivation, afhængighed, vægt, helbred og nikotinerstatning.
Det andet kursus hedder »Spis med hjertet«, og det afvikles på Søndre Skole i Grenaa. Undervisningen er her lagt i hænderne på klinisk diætist Lone Sehested Severinsen. Kurset henvender sig til personer, der er hjertepatienter, har fået konstateret forhøjet kolesterol-tal eller som »bare« godt kunne tænke sig at passe på ens hjerte. Formålet med kurset er at give de enkelte kursister nogle »redskaber«, som de kan tage med sig hjem for derved at gøre det lettere at træffe hjertevenlige beslutninger vedrørende indkøb og madlavning. Kurset kommer blandt andet til at omfatte: Fedtstofkvalitet (hvilke fedstoffer skal man vælge?), fisk, frugt og grønt - hvor meget skal man spise? - overvægt (slankekur eller kostomlægning?), mulighed for at få målt ens fedtprocent, ligesom man også kigger forbi i et supermarked for at se på varedeklarationer. Også til dette kursus skal tilmelding ske via henvendelse til FOF.
Kilde:
jan