Den 16. april er der fernisering på udstillingen ”Dyndets Sønner” på Stenvad Mosebrugscenter. Lokalavisen følger processen frem til den færdige udstilling.
I første afsnit tager vi med kunstnere og medarbejdere fra Stenvad Mosebrugscenter til Moesgård Museums ”afdeling for mosefund” for at søge inspiration.
”Hvad er det her dufter af. En sød røget duft. Ikke som det plejer af gamle hengemte ting. Træværket. Stikker man næsen ned til det, bliver lugten stærkere. Røget eg. Det skal ligne profilen i en tørvemose. Lag på lag ligger de sammenpressede tørvemosser som årerne i træet. Nattergalen overdøver den mørke meditationsmusik. Gravballemanden ligger i sin montre.
Uden for er der en snert af forår.
Delegationen går forbi den åbne del af museet og helt op til hovedbygningen af Moesgård Museum. Her dufter mere af museum. De bliver vist op i biblioteket.
-Que bonita, udbryder José Malax. Biblioteket ér smukt med de mange gamle bøger og den store krystallysekrone.
José er basker og en del af den kunstnergruppe, der lader sig inspirere af moser og de kræfter der stammer herfra. Inspirationen skal føre til udstillingen Dyndets Sønner, der har fernisering den 16. april.
I dag, den 3. februar, skal der hentes inspiration. Pauline Asingh fra Moesgård Museum fortæller om Gravballemanden og arbejdet med at sætte udstillingen om ham og de andre mosefund op. Hun har langt sort hår og et spinkelt markeret ansigt.
Efraim Espino spørger om hun er dansk.
- Jeg er dansker, men har taterblod i årerne.
- Jeg er lige kommet fra Italien - arbejdslegat, fortæller han.
- Maler du?
José svarer hende.
- Ja, Efraim er et geni.
Dyndets Sønner
Ole Jørgensen er gået op til bilerne efter papirerne om udstillingen. Han er dansk og står for scenearrangementet. Imens går snakken. I den ene ende tales dansk. Her sidder Ingolf Steffensen, skulptør med egen stålfabrik i Ørum. Niels er gastronom på Mosebrugscentret og skal stå for maden til ferniseringen. Så er der Niels naturvejleder, Tom tømrer, Hans Jørgen chef og Laila Dalgaard, der er tekstforfatter. Hun skal digte om kunstnerne og deres kunst.
Mellem det danske klinger det spanske.
- Fue Pinochet, y la cultura se fue.
Musikeren Patricio Moya og Efraim får en diskussion om Pinochets Chile, hvor kulturen, på trods, havde det bedre end nu. Under diktatoren var det en af de eneste måder man kunne komme ud med sine budskaber.
Signe Gjersing blander sig med de spanske. Signe og Patricio er i dag på Mosebrugscentret for at hente inspiration til den komposition, de vil spille til ferniseringen.
Ole Jørgensen når tilbage med papirerne. Øverst står der: Dyndets Sønner.
Men hvorfor skal udstillingen hedde Dyndets Sønner?
José:
- Jeg har det fra en fransk digter. Nival. Han skriver om dyndet; ”Det er et stort mysterium. Kun han som har givet sjælen til dyndets sønner forstår det”. Altså ham der har lavet manden af ler – Gud.
Sphagnum
Fra biblioteket går turen tilbage til det åbne museum. Delegationen når ind til nattergalen og duften af røget eg og Pauline fortæller om dengang 25% af Danmark var dækket af mose, og hvilken betydning mosen havde. Langt op i jernalderen blev der ofret til mosen.
- Vi kommer fra vandet, og det er det sted vi vender tilbage. Mosen er moderskødet, hvorfra livet kommer, fortæller Pauline og henviser til, at der også i nyere tid sker ofringer som f.eks. ved Blåkilde, hvor der bliver smidt mønter i kilden.
Ofringerne til mosen er ofte bevaret på grund af sphagnummossets (sphagnum hedder på dansk tørvemos) konserverende evne. Sphagnum udvikler et sukkerstof, som virker bevarende. I gamle dage blev mosen da også brugt til opbevaring af mad.
Pauline fortæller også om udstillingen og nogle af de overvejelser, der var, for at præsentere mosefundene på en god måde. De røgede egeplanker skulle gerne være med til at give en fornemmelse af mosen.
Stof til eftertanke
Ole Jørgensen spekulerer på, hvordan han vil kunne få duften af mose til at sprede sig ved udstillingen ”Dyndets Sønner”. Han får inspiration fra mange ting. Skakbræt med tørvebrikker, spejle og lys, spejling som vand. Tåge, dis. Stemningen af mose.
Signe og Patricio når frem til at musikken skal indeholde langsomme mørke elementer, fred, men også kontrasten mellem lys og mørke.
Ingolf nyder mere håndværket, men får ikke den store kunstneriske inspiration. Efraim filosoferer over livet som fantastisk men ikke magisk, fortællingens betydning, det kosmiske, vandet der repræsenterer livet, transformationen når vi dør.
José spørger sig selv:
- Hvad er tørv egentlig. Han øjner allerede et videnscenter om tørv på Mosebrugscenteret. Gøre tørven mere nutidig. Både kunstnerisk men også den mere praktiske anvendelse.
Besøget slutter. Nu skal der tænkes kreativt og arbejdes. Den 16. april nærmer sig.”
Tekst & foto: Ellen K. Hvidt i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 17. februar
Kilde:
rex
05/05 2023
