Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Gjerrild er kommet på internettet - men initiativet savner lokal opbakning

Grenå Bladet:
Gjerrild er kommet på Internettet, der er bare ikke så mange, der har bemærket det.
Hjemmesiden www.gjerrild.dk drives af Gjerrild Nordstrands Grundejerforening, og den var i starten for et par år siden kun tænkt sig som en informations- og serviceside for grundejerne ved stranden.


Men vi vil gerne ud til en meget bredere kreds af borgere, fortæller foreningens næstformand og webmaster, Henning Kusk.
— Vi har prøvet at få flere med, men kontakter til blandt andet borgerforening og til arrangørerne af det årlige kræmmermarked har ikke givet resultat, og det er vi kede af. Vi tror, at både sommergæster og fastboende kan have megen gavn af sådan en side, hvor Gjerrild kan fortælle om sig selv om byens muligheder og aktiviteter, siger han.
Henning Kusk forestiller sig, at områdets foreninger, klubber og institutioner kan annoncere aktiviteter såsom sommerfester, loppemarkeder, foredrag, tennisbanens åbningstider og muligheder for baneleje, kirkelige arrangementer og foredrag og andet, der har bred interesse.
— Vi opdaterer siden fire-fem gange årligt, så vi kan nok ikke få det hele med, men vi kan nå en del. Foreninger, institutioner, skoler, klubber etc., er også velkomne til at fortælle lidt om dem selv, og det vil også være dejligt, hvis nogen ville skrive et par lokalhistoriske artikler. F.eks. kunne jeg tænke mig en artikel om »Skyttegården«, der engang lå ved Gjerrild men nu er på - er det ikke Hjerl Hede? Også områdets storslåede natur, plante og dyreliv kunne det være sjovt at få beskrevet. Hvor gammel er Svalebøgen og hvordan opstod festpladsen i skoven f.eks. Og forslag til ride-, gå- og cykel ture ad de kilometer lange stier, der er i området, påpeger Henning Kusk.
Han savner endvidere oplysninger om muligheder for f.eks. fiskeri og drageflyvning og muligheden for at bringe nogen af de gamle fotografier fra dengang jernbanen blev anlagt, da tyskerne lagde banespor til stenværket på stranden. Stenværket er også en historie værd. Og Fjeldholmlejren, og dens forgænger »Staunsborg«. Der er emner nok at gå i gang med, siger Henning Kusk.
Han har selv samlet artikler om egnens historie, f.eks. om den nedlagte jernbane og om Sostrup Slot. Men det kræver tid og lokalkendskab, så han kan godt bruge lidt assistance.
— Vandrehjemmet, kroen, campingpladsen og sommerhusudlejere kunne også have gavn af at henvise til www.gjerrild.dk under f.eks. deres annoncer, siger Henning Kusk.
Udgifterne betales af grundejerforeningen, men efterhånden er det meningen, at siden økonomisk skal hvile i sig selv. Henning Kusk håber, at områdets detailforretninger, håndværkere, virksomheder og gårdbutikker - også gerne Kattegatcentret og Djurs Sommerland - vil tegne annoncer på siden.
— Og vi ved jo, at siden bliver brugt - ikke kun af danskere. Vi har haft flere forespørgsler fra især Tyskland, hvor folk beder om kort over vejnettet på stranden (nu ligger der sådan et på siden), eller fortælle om vejret er godt i juni.
— Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er på nettet, vi i fremtiden søger oplysninger om vores feriemål. I badebyen de Panne på grænsen mellem Frankrig og Belgien står f.eks. et web-kamera, der konstant er på internettet. Så kan man inden man kører hjemmefra se om solen skinner og om der er for mange mennesker på stranden, siger Henning Kusk, og fortsætter:
— Nu gælder det om at gøre projektet kendt og få så mange som muligt til at være med. Her er stort set plads til alle. Både de, der selv vil lave deres egen hjemmeside under domænet, de, der kun vil annoncere deres møder, og de, der vil skrive om en god vandretur eller om den iskælder, der engang lå ikke langt fra Sostrup Slot, siger Henning Kusk.
Han kan kontaktes via hjemmesiden.

Kilde:

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam