Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Et svar til Jens Fisker, Anholt!

Grenaa Bladet:
I flere læserbreve indenfor de sidste 3 måneder har Jens Fisker, Anholt, påstået en masse dårligdomme vedrørende bl.a. Grenaa Havn A/S' økonomi og Grenaa Kommunes økonomi.



Vedrørende Grenaa Kommunes økonomi vil jeg kort svare nedenfor. Men først må jeg tage kraftigt afstand til Jens Fiskers beskyldninger overfor havnens daglige ledelse og bestyrelse. Beskyldninger om økonomiske forhold som i »Nordisk Fjer-skandalen« samt »gældssætning til langt over skorstenen« o.s.v. er fuldstændig ude af proportioner og en hel utilstedelig fremfærd. Beskyldninger mod Byrådet og undertegnede om »at spille højt spil«, protektionisme o.s.v. er usande og tillige udenfor normal anstændig adfærd.
Dygtige og ansvarlige professionelle mennesker arbejder intensivt og optimistisk på, at Grenaa Havn og Grenaa Kommune kan overleve fornuftigt i en meget foranderlig verden. Stabile omgivelser, som førhen kan vi ikke regne med på ret mange fronter fremover. Derfor vil en ansvarlig og en åben ledelse hele tiden skulle have megen energi til at arbejde konstruktivt og fremadrettet. Det er derfor kedeligt, at Jens Fisker i en meget negativ og destruktiv grad skriver det ene læserbrev efter det andet, som udadtil sår megen uro og mistænkeliggørelse af ansvarlige lederes, professionelle rådgiveres og bestyrelsesmedlemmers troværdighed. Det er meget kedeligt med så lavt et læserbrevsniveau, som Jens Fisker gang på gang får sendt ud til offentligheden.
Kort om Grenaa Kommunes økonomi og relationerne til Grenaa Havn A/S:
Vedrørende Grenaa Kommunes garantistillelse for Grenaa Havn kan jeg oplyse, at et enigt byråd den 20. maj 2003 besluttede, at kommunen som hovedaktionær ville imødekomme en ansøgning fra havnen om en garantistillelse på 75,0 mio. kr. til at finansiere udvidelsen af havnen.
Med hensyn til Grenaa Kommunes økonomiske situation er den naturligvis meget påvirkelig af udviklingen i kommunens erhvervsvirksomheder og af beskæftigelsessituationen i kommunen. Derfor kan vi selvfølgelig også mærke de senere års virksomhedslukninger. Den seneste sag med sygehuset, hvor Århus Amt foretog en meget kraftig reduktion af aktiviteterne på sygehuset, står vel særlig stærkt i erindringen.
Sagt lidt firkantet har virksomhedslukningerne de senere år medført, at der er sket et fald i væksten i kommunens indtægter, mens væksten i kommunens udgifter er steget. Vi har faktisk oplevet at være blandt de kommuner i landet med den laveste vækst i indtægterne, og samtidig være blandt de kommuner med den højeste vækst i udgifterne.
Det er denne situation, som har ført til årlige sparerunder i størrelsesordenen 30-35 mio. kr. Her har Byrådet haft en meget vanskelig opgave, som har medført, at vi har skåret stillinger væk fra administrationen, vi har sparet på det tekniske område med bl.a. vejbelysning og vedligeholdelse af veje, vi har skåret på dagpasning og skoler, på fritid og kultur samt på hele det store sociale område.
Vi kører samtidig en meget stram styring af økonomien i kommunen, hvor en øget udgift på et område skal erstattes af en tilsvarende reduktion på et andet område.
I budgettet for 2004 vedtog Byrådet at kombinere besparelser på driften på næsten 20 mio. kr. med en skattestigning fra 21,0% til 21,5% på personskatten og en stigning i grundskyldspromillen fra 18,5 til 20,5. Grenaa Kommune har dermed hævet skatten til et niveau svarende til niveauet i de omkringliggende kommuner.
Skattestigningen var nødvendig for at vi kunne opretholde et acceptabelt niveau på kerneområder som ældrepleje, skoler og dagpasning. Samtidig har vi opsparet ca. 50 mio. kr. i Sommerhusgrundfonden, hvilket giver os en vis robusthed i forhold til fremtiden, ligesom kommunens gæld pr. indbygger på 6.403 kr. er forholdsvis lav, når vi sammenligner os med andre kommuner.
Fra Folketingets side er det besluttet, at alle kommuner med udgangen af 2004 skal have en opgørelse over en væsentlig del af aktiverne. Når vi får opgjort Grenaa Kommunes aktiver, er jeg sikker på, at vi vil fremstå som en solid kommune.
Endelig er vi på næsten alle tænkelige måder i færd med at ruste os til fremtiden. Her tænker jeg ikke mindst rent styringsmæssigt, hvor vi i løbet af 2004 vil indføre kontraktstyring på alle kommunens serviceområder.
Jeg synes faktisk, at vi på trods af omstændighederne står godt rustet til fremtiden. I denne tid med megen snak om kommunesammenlægninger vil jeg endda sige, at vi fortsat vil stå stærkt, såfremt vi skal beholde den nuværende kommunestruktur, og at vi bestemt har noget at tilbyde, hvis vi sammen med andre skal danne en større kommune.
Vedrørende Grenaa Havn A/S's økonomi så vil havnens ledelse i et kommende pressemøde informere om havnens nuværende og fremtidige situation - også hvad angår økonomien.

Med venlig hilsen
Gert Schou (S), Borgmester i
Grenaa Kommune

Kilde:

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam