Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Svar til Carlo F. Christensen

Advokat Jørgen Lokdam fra Århus er formand for bestyrelsen for den nu lukkede Efterskolen Fremtidsbroen.dk i Dalstrup. Han svarer i dag på dén kritik, som bl.a. hér i avisen blev rejst af tækkemand Carlo F. Christensen fra Hedegård, der rettede skytset mod skolens egen ledelse:


”Nørre Djurs Kommune var orienteret om situationen allerede i oktober.
Der var da konstateret frafald af tilmeldte elever i august, besluttet besparelser og indtægtsforøgelser i september og udarbejdet en plan i oktober, som løste situationen uden tab for nogen, alene med medvirken fra panthaverne.
I november og december indtrådte dels en forsinkelse med udbetaling af tilgodehavende fra EU, dels var der af forskellige årsager et yderligere elev-frafald på ca. 10.

En del af løsningen for skolen bestod af salg af 2 villaer og noget jord. Usikkerhed og kort tidsrum betød, at salg ikke kom i stand i 2002.
En anden del var start af Turbo-10`ende i januar, hvor 10. klasse kunne tages på et halvt år. Der kom 8 i stedet for 18 i Turbo-10`ende. D. 14. januar kunne det derfor konstateres, at likviditeten ikke var tilstrækkelig.
Fra d. 1. januar 2003 har efterskolen givet overskud, hvilket var grundlaget for at tro på fortsættelse. Tilskudsreglerne og betingelserne er fulgt.

Én af betingelserne er, at tilskud skal betales tilbage året efter, hvis der har været for få elever. Da det i januar blev klart, at det ikke kunne klares likviditetsmæssigt, fordi der endnu ikke var kommet nok nye elever, så blev betalingsstandsningen i januar en realitet.
Efterskolen har fra januar 2003 hver måned afleveret budget og resultatopfølgning til Undervisningsministeriet og har ikke fået kritik heraf, men løbende fået tilskud udbetalt.

Da skolen lukkede, var der elever og overskud nok til at tilbagebetale ministeriet fuldt ud over 24 måneder. Det blev der d. 22. juli sagt nej til af en afdelingsleder, som var tiltrådt i juli. Det var uanset, at vi havde fået opfattelsen af, at afdragsvis betaling var acceptabelt, og at det var god fremtidig økonomi og styring, som var afgørende for ministeriets ja eller nej.
Rekonstruktionsplanen var et forsøg på at fastholde arbejdspladser og at give de elever, som var indmeldt, det ønskede skoleforløb - samt at skaffe mest muligt til kreditorer fra 2002. Alle, der lagde kræfter i at redde efterskolen, er kede af, at den måtte lukke. Håbet var, at advarslen fra januar om lukning kunne kaldes tilbage.
Det var dette fornyede håb, efter at alle formulerede krav til rekonstruktionsplanen var faldet på plads i april og maj, som blev slukket d. 22. juli, hvor det i stedet var forventet, at bestyrelsen med ministeriets ja kunne have genansat personale og fortsat skolen d. 3. august samt gennemført rekonstruktionen.

Alle elever fik i øvrigt tilbudt andre efterskoleophold.
De samme tilskudsregler, som indebærer, at tilskud vedrørende 2002 skal tilbagebetales til Undervisningsministeriet, betyder også, at efterskolen i 2003 og 2004 ville have fået væsentligt lavere tilskud til det øgede elevtal. Undervisningsministeriet ville derfor have sparet et betydeligt beløb - over 1 mill. kr. - ved at lade Fremtidsbroen fortsætte, frem for at eleverne får undervisningen på andre efterskoler.
Tilskudsreglerne er meget komplicerede. Ovenstående forenkling håber jeg bidrager til, at omverdenen kan forstå, hvorfor efterskolens ledelse anså det for den bedste løsning for alle parter, hvis Fremtidsbroen kunne fortsætte - og at rekonstruktionsplanen var baseret på varetagelse af alle involverede interesser.

Endelig vil jeg bemærke, at der fra dét tidspunkt, hvor de første signaler om for få elever i årgang 2002/2003 kom, ikke er sket forringelse af kreditorers stilling, da lønninger og feriepenge også skal betales, hvis en skole lukkes. Ved at vende drift til overskud og opretholde undervisning og afvikle ferie i opsigelsesperioden, er et optimalt resultat sikret.
Det er for tidligt at konkludere, hvilke tab der bliver. Så længe, det er muligt, fortsætter arbejdet med at dække alle forpligtelser mest muligt, men en lukning er altid en begrænsning af mulighederne. Politisk beslutning om lukning - udtrykt som principielle grunde - anser efterskolens ledelse for lovlig, men ikke fornuftig.”

Skrevet af bestyrelsesformand for Efterskolen Fremtidsbroen.dk, Jørgen Lokdam fra Århus, i Lokalavisen d. 26. august

Kilde:

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam