Fhv. hjemmehjælper og kogekone, Else Busse, Katholmvej 40, Grenaa, er død i sit hjem efter kort tids sygdom. Hun blev 89 år.
Else Busse var enke efter fhv. landarbejder Peter Busse, der døde for 14 år siden. De havde i godt 50 år boet i Skiffard Pynt mellem Sivested og Fannerup.
Else Busse, der havde pigenavnet Madsen, blev født 25. marts 1919 på en landejendom i Ginnerup, hvor hun voksede op i en søskendeflok på fire. Som ung tjente hun flere steder i huset på Djursland.
I 1938, som 19-årig, blev hun gift med Peter Busse, der stammede fra Skovgårde nord for Fjellerup. De første par år boede de på en gård i Enslev, hvor de var fodermesterpar.
Herefter boede de nogle år i Ginnerup, inden de flyttede til Skiffard Pynt ved Skiffard.
Else Busse arbejdede i mange år som husmoderafløser og hjemmehjælper i Kolind og omegn, hvor hun cyklede rundt til dagens opgaver, indtil hun fik kørekort som 51-årig i 1970. Hun gik på pension, da hun var godt 60 år.
En skattet kogekone
Ved siden af var hun i en årrække en skattet kogekone på egnen, og ofte var der bud efter hende til fester i private hjem eller forsamlingshuse.
I 1994 havde hun den sorg at miste sin mand, Peter Busse, der i mange år havde været landarbejder.
Else Busse beskrives som en meget udadvendt kvinde, der godt kunne li' at komme ud at hjælpe og snakke med folk. Det vigtigste for hende var dog hjemmet og familien, som hun viste stor omsorg for, og hvor hun var midtpunktet. Syv gange opnåede hun at blive tipoldemor.
Kort efter sin mands død flyttede Else Busse til Vinkelvej i Grenaa, hvor hun boede i 11 år. For to år siden fik hun en lejlighed på Katholmvej under Plejehjemmet Fuglsanggården.
Hun efterlader en datter i Grenaa, en søn i Allingåbro, fem børnebørn, 15 oldebørn, syv tipoldebørn og en bror i Århus.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof