Fhv. erhvervsleder, cand. jur. Lenne Tolstrup Petersen, Kirketoften 10, Ålsø, er død i sit hjem efter længere tids kræftsygdom. Hun blev 62 år.
Lenne Tolstrup Petersen havde senest i 27 år arbejdet som erhvervsleder på Arbejdsformidlingen i Grenaa. Lenne Tolstrup Petersen, der havde pigenavnet Jensen, var født i Følle ved Rønde og boede det meste af sin barndom og ungdom i Paderup ved Randers.
Efter studentereksamen på Randers Statsskole læste hun jura på Århus Universitet, hvor hun i 1972 tog juridisk embedseksamen.
Samme år blev hun gift med adjunkt Jep Petersen, der stammer fra Rødekro i Sønderjylland. I 1974 flyttede de til Ålsø, hvor de siden har boet.
Lenne Tolstrup Petersen arbejdede i fem år som socialrådgiver i Nørre Djurs Kommune, inden hun blev ansat ved Arbejdsformidlingen i Grenaa, hvor hun udnævntes til erhvervsleder og virkede i 27 år - senest på kontoret i Østerbrogade.
Hun gik på efterløn, da hun blev 60 år, men nåede ikke at nyde sin tredie alder. Få dage efter, at hun blev efterlønner, fik hun konstateret, at hendes kræftsygdom havde bredt sig.
En stærk kvinde
Lenne Tolstrup Petersen beskrives som en meget stærk kvinde, der var viljefast, og som forstod at få sine idéer og planer gennemført. Hun var samtidig et udpræget familiemenneske, og hun elskede at tage på udlandsrejser sammen med familien. En anden stor interesse var madlavning.
Hun efterlader sin mand, pensioneret lektor på Grenaa Gymnasium, Jep Petersen, en datter på Amager, en søn i Århus, et barnebarn og en bror i Bulgarien.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof