Ejendomsmægler og tidligere bankfuldmægtig, Lene Lang, Enggårdsbakken i Kolind, er død på sygehuset i Randers efter nogle måneders alvorlig sygdom. Hun blev 57 år.
Lene Lang stammede fra »Lykkegaarden« ved Skarresø mellem Kolind og Thorsager, hvor hun voksede op som den yngste af tre søstre. Hun havde altid haft flair for tal, og efter realeksamen blev hun uddannet som bankassistent i Kolind. Hun havde ambitioner inden for bankverdenen, og hun blev senere bankfuldmægtig og souschef i Djurslands Bank i Ryomgård.
For ca. 15 år siden uddannede hun sig til ejendomsmægler, og i en periode havde hun sit eget ejendomsmæglerfirma. Også i fritiden nød mange godt af Lene Langs dygtighed til at håndtere regnskaber. I mange år var hun kasserer i Midtdjurs Lokalforening af Kræftens Bekæmpelse og fortsatte som medlem af Midtdjurs Lokaludvalg efter sammenlægningen af lokalforeningerne i Syddjurs Kommune. Gennem flere år var hun kampagneleder i Kræftens Bekæmpelses landsindsamling i Midtdjurs, og i en årrække havde hun posten som kasserer i syngeklubben i Kolind. Hun var også en ildsjæl inden for stavgang, hvor hun tog instruktøruddannelsen, og hun var med til at starte denne motionsform i Midtdjurs. Disse tillidshverv og andet frivilligt arbejde udførte hun med stor entusiasme, og hendes indsigt og hjælpsomhed var med til at gøre hende kendt, vellidt og respekteret i lokalsamfundet. Efter at have boet i Ryomgård lod hun bygge et træhus på Enggårdsbakken i Kolind, hvor hun og børnene selv var aktive i byggearbejdet. Hun kaldte huset for "Det lille hus på prærien". Hun flyttede ind i huset i august 2007, men fik kun få måneder i sin livsdrøm, inden hun måtte indlægges på sygehuset. Hun efterlader en datter, en søn og to søstre.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof