Fhv. skovarbejder og landmand, Knud Meiniche Madsen, Hirsevej i Lime ved Mørke, er død. Han blev 83 år. Knud Meiniche Madsen var landmandssøn fra Kolind, hvor han blev født i 1923. Som ung arbejdede han i en årrække på landbrug på Djursland og var soldat i Fredericia.
I 1947 blev han gift med Edith Madsen, og i 1948 bosatte de sig i Mygind mellem Mørke og Assentoft. Knud Madsen var skovarbejder i skovene omkring Mygind i knap 40 år, inden han gik på pension. Han var værdsat som en dygtig og stabil arbejdskraft, som man altid kunne stole på. I 1984 flyttede ægteparret fra Mygind til Lime. Knud Madsen beskrives som en venlig og reel mand, der befandt sig bedst i de hjemlige omgivelser, hvor han gik meget op i haven. Han efterlader sin hustru, Edith Madsen, to sønner, fem børnebørn og fire oldebørn.
Kilde: Grenaa Bladet
sof