Fhv. landmand, Elith Sørensen, Glesborg Bygade 11, Glesborg, er død på Randers Sygehus efter kort tids sygdom. Han blev 83 år. Elith Sørensen havde i 42 år drevet en landejendom i Dalstrup.
Han var landmandssøn fra Villersø, hvor han blev født i 1925. Som ung hjalp han til derhjemme og var ude at tjene som karl på andre landbrug på Djursland. I 1951 blev han gift med Mary Langholm, og de bosatte sig i Thorsø. Et par år efter købte de en landejendom på 12 tønder land på Dalstrupvej i Dalstrup, og senere købte de mere jord til ejendommen. De havde et alsidigt landbrug med køer, grise og planteavl, som de drev godt frem gennem årene.
Elith Sørensen beskrives som en flittig landmand, der gik meget op i sit arbejde, og han var glad og tilfreds med tilværelsen. Han var en jordbunden mand, der helt helligede sig sit landbrug og sin familie. Efter 42 år med landejendommen i Dalstrup stoppede Elith Sørensen som landmand som 71-årig i 1996, da ægteparret flyttede til huset i Glesborg Bygade. Her trivedes de også godt som pensionister. Elith Sørensen blev indlagt med lungebetændelse, og pludselig gik det tilbage med helbredet. Han efterlader sin hustru gennem 57 år, Mary Sørensen, tre sønner, hvoraf to bor i Veggerslev og en i Bønnerup, 12 børnebørn, otte oldebørn og en bror i Villersø, som har fødegården.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof