Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Ved Jørn Chalmar Nielsens død



VVS-mand Jørn Chalmar Nielsen, Hasselvej 5, Grenaa Strand, er død i sit hjem efter længere tids sygdom. Han blev 65 år. Jørn Chalmar Nielsen havde haft en stor del af sit arbejdsliv i udlandet.
Han var født i 1942 i Grenaa og voksede op i Storegade 17, hvor hans far havde VVS-forretning. Han gik i faderens fodspor og blev efter fem års læretid uddannet som VVS-mand og blikkenslager hos Jens Odgaard i Lillegade. Efter soldatertiden, hvor han sluttede som sergent, flyttede han til Kungsbacka i Sverige sammen med sin hustru, Birthe Mølgaard, der var fra Trustrup. De fik to børn. I Kungsbacka, der ligger ved Göteborg, arbejdede han som VVS-mand. Efter ca. fire år i Sverige flyttede familien til Helsinge i Nordsjælland, hvor han også arbejdede inden for sit fag. Senere bosatte de sig i Homå mellem Ålsø og Trustrup. Kort tid efter rejste Jørn Chalmar Nielsen til Grønland, hvor han arbejdede i minen »Den sorte engel« med bl.a. reparationer af maskiner. Senere var han ca. ti år i Saudi-Arabien, hvor han arbejdede på et olieraffinaderi. Her stod han bl.a. for vedligeholdelsen af rørledninger og blev supervisor ved etableringen af en ny camp til ca. 20.000 beboere. Så vendte han tilbage til Grønland, hvor han arbejdede på radarstationer både i Thule og på indlandsisen. Først i 90'erne vendte Jørn Chalmar Nielsen tilbage til fødebyen, hvor han fik job som smed på Nordtanks afdeling i Grenaa. Her sluttede han et langt og begivenhedsrigt arbejdsliv, og han gik på efterløn som 60-årig i 2002. Efter, at det første ægteskab var opløst, mødte han i 1991 Birgit Jensen i Grenaa. De flyttede sammen i 1993 og blev gift i 2003.
De boede på Fuglevænget i en del år og foretog i denne periode en større ombygning af sommerhuset på Hasselvej ved Grenaa Strand, så de kunne bo der hele året. Der flyttede de ned for knap seks år siden. Jørn Chalmar Nielsen elskede at sidde på terrassen i sommerhuset og få en hyggesnak med dem, der kom forbi, eller gå ture til stranden. Han gik altid med hat i forskellige farver, og blandt børn i kvarteret blev han kaldt »ham med cowboyhatten«. Han brugte også megen tid på at studere aviser, og efter sine mange år udenlands interesserede han sig meget for udenrigspolitik. Han havde med sin viden og erfaring en stor evne til at kunne forudse udenrigspolitiske begivenheder, mens hans hustru kunne give ham viden om indenrigspolitik. Jørn Chalmar Nielsen var altid meget omsorgsfuld over for familien, ligesom han elskede samvær med gode venner, bl.a. i Sct. Georgs Gildet i Grenaa, hvor han var aktiv. Sammen med hustruen var han på en del udlandsrejser til bl.a. Tjekkiet, Ungarn og Tyrkiet, hvor han især interesserede sig for historiske forhold og bygningsværker. Trods sygdom bevarede han optimismen til det sidste. Han efterlader sin hustru, Birgit Jensen, en datter og en søn, der begge bor i Grenaa, samt børnebørnene.
m.s.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam