Grenaa Haandværker- og Industriforening har med sorg erfaret, at tømrermester Bo Petersen ef afgået ved døden d. 15. februar 2008.
Bo blev medlem af GHIF i 1966 og var fra 1979 et højt skattet medlem af foreningens bestyrelse, hvor han fra 1992 til 2000 tillige var formand. For Bo har håndværkerstandens gamle, stolte traditioner altid haft stor betydning; men samtidig med dette forstod han til fulde, at håndværket også skulle følge med udviklingen - men i god samklang med traditionerne.
Bo var »ungdommens mand« både når det gjaldt uddannelse, og når det drejede sig om håndværksfagene. Han har gennem tiden som tømrer- og snedkermester uddannet mange lærlinge i det firma, han var medejer af. Samtidig hermed ydede han en stor indsats for Grenaa Ungdomsskole og for Grenaa Produktionsskole.
Derfor var det naturligt, at Bo i 1992 blev formand for Grenaa Haandværkerforenings Lærlingelegatudvalg - en post han med stor dygtighed varetog indtil sin død.
Bo stod i spidsen for en gennemgribende fornyelse af legaterne, således at der i mange år fremover er sikret mulighed for støtte og stipendier til håndværkslærlinge, elever på erhvervsskolerne i Grenaa og til videregående uddannelser.
Bo blev sidste år udnævnt til æresmedlem af vor gamle forening. En hæder, som gennem 154 år kun er overgået få af medlemmerne før ham. Men - om nogen - har han fortjent denne hæder.
Bo vil blive dybt savnet i Grenaa Haandværker- og Industriforening. Han var med sit venlige og imødekommende væsen et forbillede for os alle, og vi vil i respekt for Bo’s virke søge at leve op til hans idealer. Æret være Bo Petersens minde.
Klaus Allermann
Formand for GHIF
Kilde: Grenaa Bladet
sof