Kontorassistent Betty Knudsen, Blegind ved Hørning, er pludselig død. Hun blev 62 år.
Det var Betty Knudsen, som lørdag 17. november om eftermiddagen blev dræbt ved en trafikulykke på Dråbyvej ved Ebeltoft, hvor hun til fods ramtes af en bil. Den blev ført af en 92-årig mand fra Ebeltoft. Hun og hendes familie var ude at gå en tur ved campingpladsen, da ulykken skete.
Ulykken skete ud for D. C. U. Camping Mols på Dråbyvej 13, hvor hun, hendes mand og en søn nød et campingophold. Gennem mange år var hun og hendes mand ivrige campister.
Betty Knudsen blev født i 1945 i Tranebjerg på Samsø. Som ung blev hun uddannet som kontorassistent. I 1965 flyttede hun sammen med sin mand, Svend Erik Knudsen, til Blegind ved Hørning, hvor de i mange år drev eget trykkeri. Neo Kopi hed det. De seneste ca. 15 år havde hun arbejdet som kontorassistent i Mejeriforeningens skolemælksordning. Hun beskrives som en trofast og hjertevarm kvinde. Hun efterlader sin mand, Svend Erik Knudsen, to børn og tre børnebørn.
m.s.
Kilde: Grenaa Bladet
sof