Fra Ib Poulsen, Grønnegade 14, Grenaa, har vi modtaget følgende mindeord om hans hustru, Benthe Lis Schaumann Poulsen, som pludselig er død, 47 år. Mindeordene er samtidig hans svar på et afskedsbrev, som hun efterlod:
Bente Lis Schaumann Poulsen blev kun 47 år.
|
Forleden aften sad jeg med mine børn og kikkede på vores fotos igennem tiden. Pludselig får billeder en helt anden betydning - man værner om historien og minderne.
Hvorfor Benthe! Det er vi mange, der har spurgt om. Vi kan stadig ikke forstå, at der er noget, der kan være så slemt, at det får denne tragiske udgang, som vi alle er så kede af - også, at vi ikke kunne hjælpe. Du har skrevet, hvor meget du elsker os. Det ved vi. Så hvorfor? At ofre sit liv af kærlighed til os er en meget stor ting for, at vi skulle få det bedre. Dette er tænkt af et menneske, der var meget syg i sindet - mere syg, end læger, psykologer og os som familie kunne forstå eller havde gennemskuet.
Benthe skriver i et brev til os efterladte, at hendes handling kan jeg og andre ikke gøre fra eller til. Benthe skriver, at vi altid har været der - men, at vi har været oppe imod mere, end man kan forlange af et menneske. Der har altid været noget inde i hende, hun aldrig kunne klare og fortælle til os var der. Benthe skriver, at vi ikke kan forstå det - og, at hun godt kan forstå, vi ikke kan det.
Benthe har altid taget sig af andre mennesker - været der, hvis nogen havde det skidt. I sit job som social- og sundhedsassistent har hun hjulpet mange mennesker med psykiske problemer - og ikke altid haft samme holdning som sin leder om behandling. Måske, fordi Benthe kendte den tankegang, de psykisk syge har. Men hun havde det lille overskud at kunne hjælpe dem og også være der for os som familie. Det brugte Benthe også den sidste uge på - at sikre sig, at børnene ikke havde nogle problemer, at jeg havde det godt på mit arbejde, og vi ellers havde det godt. Og det havde vi - rigtig godt.
Beslutningen taget for lang tid siden
Men hendes beslutning var taget for længe siden, og derfor havde vi det så dejligt. Benthe var rolig i sin beslutning, da hun på et eller andet tidspunkt har taget den. Og alle kunne se, at det gik fremad i hendes sygeforløb fra sidste gang, hun var syg. Måske, fordi hun var besluttet og afklaret med sig selv. Vi fik forlænget Benthes liv med ti måneder - de sidste fire rigtig gode.
Benthe skriver til mig, at jeg er stærk og har ofret alt for, at hun skulle blive rask, og hun ikke vil byde os mere.
Jeg citerer: »Mine børn og børnebørn har lidt nok, og jeg vil ikke byde dem mere!«. Jeg kan ikke forstå det!! Men det skrev hun jo, at det skulle jeg heller ikke, og jeg kan heller ikke??
Benthe skriver til mig, at - »tiden læger alle sår«. Til mig siger hun med disse ord oversat mellem hustru og mand: »Nu tager du dig sammen - jeg ved, du kan«.
Det er svært, men det er det, jeg forsøger i dag og har forsøgt de mange dage, Benthe var væk fra os. Uvisheden om, at vi måske aldrig fandt Benthe og give hende lov til at hvile i fred - og vi et sted, hvor vi kunne gå hen og mindes hende - de var svære.
Benthe skriver også: »Jeg har det bedst ved ikke at være her, Ib. Vil I ikke respektere det og give et godt billede af mig«.
Vi kan ikke andet. Et sygt menneske, der alligevel har haft det overskud til at være der for andre - være mor, hustru, problemknuser, lytte til andre og hjælpe. Det er et smukt billede.
Vi behøver ikke acceptere Benthes handling eller forstå den. Men vi skal respektere det, Benthe ønskede og retten til at bestemme over sit eget liv og få ro i sindet. Det er det, børnene og jeg vil prøve. At opfylde Benthes sidste ønske og respektere det, fordi vi elsker hende og ved, hvem hun var. Vi vil mindes alle de dejlige stunder, vi har haft og give Benthe et godt minde som en stærk kvinde, der har hjulpet andre i nød. Og hun har sat tre gæve piger i verden, som hun har været sikker på sammen med far kunne stå dette imod og se lyset. Det vil vi efterleve.
Tak til mange
Jeg er nødt til nu at takke de mange mennesker, der har hjulpet mine børn og mig i denne svære tid. En stor tak til det lokale samfund, vi har i Grenaa, en særlig tak til Grenaa Politi for deres måde at være på, samt kommune, bank og arbejdspladser, hvor mine børn og jeg er ansat.
Tak, fordi I er der og stadig er der. Vi behøver Jer også nu i den tid, vi skal over. Der er grædt mange tårer, der er blevet snakket meget, og det er ikke helt trængt ind. Men nu er det, at vi må erkende sandheden.
Bente Lis Schaumann Poulsen blev kun 47 år.
Kilde: Grenaa Bladet
sof