Her forklares regeringens strategi på uddannelsesområdet af et af Venstres menige folketingsmedlemmer:
Danmark har altid klaret sig godt, når vi sammenligner os med andre vestlige lande. Det er, fordi vi aldrig har været bange for at stille høje krav til os selv og altid har kæmpet for at høre til blandt de bedste i verden. Sådan er det desværre ikke på uddannelsesområdet lige i øjeblikket, og derfor er det for alvor tid til at skærpe kravene til den danske ungdom og uddannelses-institutionerne.
VK-regeringen har sat ambitiøse mål for de videregående uddannelser. Det har vi gjort, fordi højtuddannet arbejdskraft er meget vigtigt for, at vi i fremtiden kan opretholde vores høje levestandard i Danmark. Derfor er det regeringens mål, at 50% af en ungdomsårgang i 2015 skal have en videregående uddannelse. Samtidig skal kvaliteten af uddannelserne blive bedre. Efterspørgslen efter de unges kvalifikationer ændrer sig også hele tiden, og derfor er det vigtigt, at universiteterne kan omstille sig hurtigt. Arbejdsmarkedet efterspørger allerede flere unge med en uddannelse indenfor teknik, natur og sundhed.
Der er et meget stort frafald på mange videregående uddannelser, hvilket skal ned i fremtiden. Det er spild af penge, at så mange forlader universiteterne ude at have gennemført deres uddannelse, og mange unge mennesker bruger kostbar tid på en uddannelse, de aldrig får glæde af. Ligeledes skal vi skabe nogle rummelige uddannelser, som giver de mest talentfulde unge muligheder for at udnytte deres potentiale fuldt ud. Det kan man gøre ved at skabe elite-kandidatuddannelser med særlig høj standard for meget kvalificerede bachelorer.
Når Danmarks ungdom uddanner sig, er det vigtigt, at det, de beskæftiger sig med, er noget, der har relevans for dét samfund, som vi lever i. VK-regeringens strategi for fremtidens uddannelser skal ikke ses som en pisk for unge studerende eller uddannelses-institutionerne. Det er i højere grad spørgsmålet om, at vi i Danmark får et uddannelsessystem, som skaber dygtige og dynamiske mennesker, der står godt rustet til at møde fremtidens udfordringer.
Kilde: Skrevet af Venstre-folketingsmedlem Flemming Damgaard Larsen i Ã…rhus Stiftstidende d. 27. novembe
rex