I dag giver vi ordet til den tidligere socialdemokratiske miljøminister, Svend Auken. Han opfordrer kraftigt til, at staten sørger for at få nogle gode penge ud af olieeventyret i Nordsøen. Han siger:
”Der er ikke meget, der går godt i Danmark. Stigende arbejdsløshed, tab af markedsandele, fyringer, nedskæringer. Men ét sted går det godt. Det er med hensyn til olie/gasudvindingen i Nordsøen. Det er godt.
Jeg synes, at de aktører, der er i Nordsøen, har gjort det godt og gør det godt. Alle de aktører, der har været derude, har gjort et solidt arbejde. Det er godt for Danmark, at der tjenes penge i Nordsøen.
Danmark er blevet EU's næststørste olieproducent og den tredjestørste gasproducent.
Men det er - når der tjenes så mange penge - naturligvis samtidig et spørgsmål om fordelingen af fortjenesterne.
I de næste 10 år kan de tre olieselskaber i Nordsøen tilsammen tjene 100 milliarder kroner efter skat. Det er ikke rimeligt.
Derfor ønsker vi i Socialdemokratiet, at staten får en andel i Dansk Undergrunds Consortium, som består af A. P. Møller, Shell og Texaco, på 20 pct.
Det er et forslag, som også de økonomiske vismænd har støttet, fordi det både giver staten en andel af fortjenesten og samtidig en del af risikoen.
Det er godt, at regeringen nu endelig har taget sig sammen til at gå i gang med forhandlinger om fremtidens koncessioner på olie- og naturgasområdet.
Men det er vigtigt at understrege, at både den nuværende og de kommende regeringer samt Dansk Undergrunds Consortium har brug for en bred aftale, som er fremtidssikker.
Derfor vil jeg gerne understrege, at vi i Socialdemokratiet er klar til forhandlinger. Vores krav er, at staten får en andel på 20 pct., ligesom det er tilfældet på alle nye oliekoncessioner.
Til gengæld er vi også klar til at forlænge aftalen i yderligere 20 år.
Men vi kan ikke passivt se på, at et trecifret milliardbeløb ikke også kommer det danske samfund til gode.”
skrevet af Svend Auken, folketingsmedlem, energiordfører (S), i Jyllands Posten d. 20. juni
Kilde: Jyllands Posten
unavngivet