Beskæftigelsesministeren kan ikke lade hånt om sine egne eksperters undersøgelser omkring A-kassernes privatisering. Det har fået HK-formanden i Randers til at skrive følgende:
Hvad er du ude på, Claus Hjort Frederiksen? Det er simpelthen for dårligt, når du i medierne tillader dig at være fortørnet at kalde det ”helt ude i skoven”, når en gennemgang af arbejdsløshedsforsikringen, som dit eget ministerium har lavet, offentliggøres.
Når jeg efterlyser, hvad beskæftigelsesministeren og regeringen ”pønser på”, er det, fordi jeg erindrer, at noget af det første, denne regering gjorde med A-kasserne, var at liberalisere lovgivningen, så der kunne komme flere udbydere på markedet, idet dette jo ifølge regeringen ville være med til at skærpe konkurrencen og dermed prisen på administration af A-kasserne.
Har den foretagne liberalisering af lovgivningen ikke givet den af regeringen ønskede effekt? Og er der nu i regeringen spekulationer om, hvad der skal være det næste skridt?
En beskæftigelsesminister, som udtaler sig på baggrund af en sammenligning af priserne på administration af arbejdsløshedsforsikringen, må jo være fuldstændig enig med reklamen for Suzuki Alto – ”mere behøver en bil ikke at koste” – men hvorfor kører han så ikke selv i sådan én i stedet for en stor dyr BMW?
Hr. minister – som din ydmyge tjener med hensyn til administration af A-kassen vil jeg gerne opfordre dig til at undersøge, om lovgivningen indenfor området kan sammenlignes i de nordiske lande, inden du udtaler dig så bastant. Og kommer du så frem til, at der bør kikkes nærmere på en forenkling af det bureaukratiske og kontrolstyrede regelsæt, som findes i Danmark, så er vi mange, der gerne vil medvirke hertil.
Dog bør det ikke være en regelforenkling som dén, Anders Fogh lavede, da han var skatteminister, hvor han stolt fortalte om sin store bedrift med regelforenklingen af skattelovgivningen, som reelt kun var en ophævelse af mange forældede cirkulærer, hvoraf en del var ophævet i forbindelse med fremsættelse af nye.
Kilde: Skrevet af Lars Top fra HK-Kronjylland i Randers Amtsavis d. 9. april
rex