En dame fra Randers har gjort sig nogle tankevækkende betragtninger, angående hvad hun anser for en bekymrende nedskæring af bistanden til de fattigste i verden. Hun skriver:
Tsunamien i julen var en katastrofe, og den berørte os alle. Der blev samlet rigtigt mange penge ind til tsunamiens ofre fra private både i Danmark og i hele verden. Det er sådant et tidspunkt, at man bliver rigtig glad for sit land. Vi berøres af situationen, og vi både kan og vil være med til at afhjælpe den.
Regeringen gik ind og lovede 350 mio. kr. De penge blev taget fra et budget til katastrofesituationer. Statsministeren lovede, at hvis der bliver brug for flere penge på dén konto, vil der blive overført ekstra penge til den fra andre konti.
Lad os håbe, at det vil ske som lovet i tilfælde af yderligere katastrofesituationer. Lad os også håbe, at alle de mange penge, som internationalt er lovet til katastrofehjælp til ofrene for tsunamien, vil blive indbetalt.
Takket være en hurtig indsats ser det ud til, at antallet af døde som følge af efterfølgende epidemier blev begrænset.
Tak for dét!
Hvad er det, der gjorde, at vi alle blev berørte og gik i egen pung efter midler? Det kan man godt tænke over. For der er mange andre tsunamier i verden, hér lig med katastrofer.
På FN`s Årtusinde-topmøde i september 2000 vedtog stats- og regeringsledere fra hele verden en årtusinde-erklæring om bekæmpelse af verdens fattigdom, ufred og uretfærdighed. På udviklingsområdet indeholder erklæringen en række konkrete målsætninger for de fattige landes udvikling.
Den vigtigste er, at vi sammen skal forsøge at halvere antallet af verdens fattige inden år 2015.
Inspireret måske af et nyt årtusinde var det en positiv og højsindet tanke. Hvor langt er vi nået i at opfylde målene? Ikke langt nok, vi skal i gang.
Til tsunamiens ofre er der indsamlet ca. 8.000 kr. pr. person.
Til afhjælpning af samtlige problemer i Tanzania er der 187 kr. pr. person.
En stille tsunami, som vi ikke hører så meget om, er Darfur i Sudan, hvor der er 300.000 hjemløse – i årevis.
En stille tsunami, som vi ikke hører så meget om, er sult. Der bor ca. 25.000 børn under fem år hver dag af sult, underernæring og sygdomme, som nemt kunne forebygges. Det svarer til ca. ni millioner om året.
Danmark gav i år 2000 1,06% af BNP til udviklingshjælp, nu er det nye regeringsgrundlag at give ikke under 0,8% af BNP. Hvilken rolle spiller det for os at blive ved at give 1,06% i stedet for 0,8% af BNP? Har vi ikke overskud nok?
Det synes jeg, indsamlingen til tsunamiens ofre har vist. Vi vil gerne give, og vi kan, og det ville være dejligt at vise verden et godt eksempel, at være et foregangsland.
Men hvis industrilandene gav 0,5% af deres BNP, så kunne vi nå alle 2015-mål nu.
Hvad skal vi gøre for at nå 2015-målene nu?
Kilde: Skrevet af Karen Bendsen fra Randers i Randers Amtsavis d. 14. marts
rex