Fire lange år er der gået, siden Ålsø-borgerne blev lovet en løsning for deres farlige vejkryds. Dengang var det bl.a. en henvendelse fra den lokale beboerforening, der fik amtspolitikerne til at love en rundkørsel – intet er imidlertid sket, og nu har det igen fået fornyet aktualitet, hvorfor formanden gentager bønnen fra dengang:
”Så skete det desværre igen: Lørdag skete endnu en forfærdelig dødsulykke ved Ålsø-krydset, hvor ni mennesker var involveret, og tre unge mænd mistede livet. Det er den kedelige kendsgerning, at krydset Hoedvej-Hovedvej 15 er én af amtets såkaldte ”sorte pletter” – og det har det desværre været i alt for mange år.
I februar 2000 – efter en dødsulykke, hvor to kvinder mistede livet – reagerede vi dengang i Beboerforeningen for Vejlby og Omegn med et læserbrev og et brev til Vejplanafdelingen med appel om etablering af en rundkørsel. Vi modtog brev fra amtet, hvor man oplyste, at man efter et møde med Grenå Politi var enige om, at den bedste løsning var etablering af en rundkørsel, men at de ikke kunne oplyse, hvornår rundkørslen ville blive etableret. Det er nu over fire år siden, og ulykker og uheld er fortsat i krydset.
Det er rigtigt, at der i tidens løb er gennemført en række foranstaltninger i krydset, hvor der er blevet etableret midterheller, spærreflader og hastighedsbegrænsning, men ulykker og uheld fortsætter alligevel.
Nuvel, amtet har vist planer for ”dødskrydset” – de påtænker at flytte Ålsø Stationsvej længere mod syd. Det vil bestemt ikke gøre oversigtsforholdene bedre at rykke denne vej længere op på bakken! Så det vil være spild af penge. Dødsulykken hér i week-enden ville heller ikke have været undgået med denne forandring af krydset.
Mange beboere her i området skal hver dag passere det farlige kryds, og vi bliver hver dag mindet om, hvor farligt krydset er. Når det foregår på cykel eller til fods, er det med hjertet højt oppe i halsen, da man faktisk føler, at man løber en risiko, hver gang man skynder sig over vejen. Hovedvejen er stærkt trafikeret og tilmed bred, og så kører bilerne med høj hastighed – altså tre faktorer, der gør, at vejen er uhyre farlig at krydse. Her kunne man drømme om en gangtunnel.
Den kedelige ulykkesstatistik fortæller også, at krydset er særdeles farligt for bilisterne. Det er flere gange sket, at bilister fra Hoedvej overser den ubetingede vigepligt. Dertil kommer krydsets placering på bakketoppen, bilernes høje hastighed på hovedvejen og det stærke sollys, der generer den sydgående trafik og oversigtsforholdene i det hele taget.
Så lav dog dén rundkørsel og gerne også vej-bump op til, så farten nedsættes! Der er vel ikke penge til det, fordi pengene er brugt andetsteds, og vores landområde endnu engang er nedprioriteret!
Men tag lige og kig på ulykkestatistikken! Hvad har I samvittighed til?
Jeg vil slutte brevet på samme måde, som jeg også gjorde for fire år siden og nu efter endnu tre trafikdræbte i krydset: Hvor mange mennesker skal der nu dø, før amtet vil gøre noget?”
Skrevet af formanden for Beboerforeningen for Vejlby og Omegn, Lone Severinsen fra Ålsø, i Randers Amtsavis onsdag d. 4. august
Kilde: Randers Amtsavis
Rex