Lars Østergaard, næstformand i Arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommunalbestyrelse, advarer her om at Arbejdsmarkedsudvalgets arbejdsopgaver må ændres hvis udvalget skal have en fremtid efter kommunevalget.
Lars Østergaard.
|
De seneste fire år har jeg haft fornøjelsen af at være næstformand i Arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune med S-politikeren John Saaby Jensen som formand. Samarbejdet har igennem hele perioden været positivt og enigheden stor mellem Venstres to politikere og de to S-politikere.
Alligevel tror jeg, at Arbejdsmarkedsudvalget bliver nedlagt eller lagt under Økonomiudvalget, når den kommende kommunalbestyrelse tiltræder i 2014, fordi udvalgets primære opgave hidtil har været at se på historiske tal i relation til borgere på overførselsindkomst. Økonomisk en stor og vigtig opgave at løfte for en kommune, - men reelt ikke en opgave, som udvalget har den store indflydelse på, hvis man skal se lidt firkantet på sagen. Det bør nævnes, at Jobcentret på embedsmandsniveau laver et bemærkelsesværdigt godt stykke arbejde, der nyder anerkendelse af alle i Arbejdsmarkedsudvalget.
- Hvis Arbejdsmarkedsudvalget fremover skal bestå som et selvstændigt udvalg, vil jeg anbefale, at erhvervsdelen også bliver lagt ind i udvalget. Erhvervsklimaundersøgelser med mere hører vel mere hjemme i Arbejdsmarkedsudvalget frem for i et Kultur- og udviklingsudvalg? Alt i alt tror jeg, at vi er i gang med nedtællingen af Arbejdsmarkedsudvalget.
Med venlig hilsen
Lars Østergaard
Medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse for Venstre
Kilde: Lars Østergaard, Medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse for Venstre.
/Bjarke.