Følgende invitation til grundlovsfest i Grenå er til dels en kommentar til lokale Grenå-forhold, men samtidig er indbydelsen rettet mod hele Djursland. Det er SF, der for sidste gang byder på fest i kolonihaven, og derom skriver formanden:
”SF-partiforeningen på Djursland holder traditionen med en offentlig grundlovsfest i Grenå ved lige. Grundlovsfesten holdes i en stor kolonihave mellem åen og Grenå Station med sang, grundlovstale ved Jane Sørensen (SFU), rabarberkage og kaffe med SF-Grenå-Nørre Djurs som vært. Men det bliver sidste år, festen kan holdes i kolonihavekvarteret ved Grenå Station.
Alle kolonihaverne er opsagt med årets udgang. Området skal efter 2004 bruges til et nyt bykvarter i Grenå.
Det bliver med blødende hjerte, vi siger farvel til ”grundlovshaven” og til kolonihavekvarteret. Der er igennem årene kommet mange til grundlovsmødet – som oftest under åben himmel eller på regnvejrsdage under teltdugen – og der har været en stor bredde i deltagelsen og ikke ”bare SF`ere”.
Flere af os er selv kolonihave-lejere og var aktive for at bevare området. Vi skal rykke herfra, når de sidste porrer er hentet sidst på året.
Efter at et stort flertal i byrådet mod SF`s stemme vedtog, at haverne skulle sløjfes, for at området skal bruges til en ny ”åby”, tog SF`s byrådsmedlem, Tom Mortensen, initiativ til en medlemsdebat om området.
SF går herefter aktivt ind for, at området skal bruges til byplanformål. SF`s kursændring om dette område er også påvirket af de store ændringer i byens udvikling. Nedskæring af sygehus og lukningen af GD og andre virksomheder understreger behovet for at have attraktive områder til bolig, erhverv og institutioner og tilgængelige grønne områder. Området har alle disse muligheder. Opgraderingen af Grenåbanen gør også området til et meget centralt sted.
SF har foreslået en idékonkurrence om områdets fremtid. Det er ikke blevet til noget, og planlægningen for området har efter SF`s opfattelse været både langsom og lukket, siden det for et par år siden blev vedtaget at sløjfe kolonihaverne i 2004.
Grundlovstradition fortsætter SF også næste år, og vi undersøger i øjeblikket, hvor vi skal flytte hen efter dette sidste års havefest.
Der bliver sat skilte op ved Grenå Station og ved Josiassensvej/Gasværksvej grundlovsdag, så alle kan finde den kringlede vej til haven.”
Skrevet af SF`s formand for Grenå-Nørre Djurs, Mads Nikolajsen fra Grenå, i Randers Amtsavis tirsdag d. 1. juni
Kilde: Mads Nikolajsen
Randers Amtsavis