Viceborgmesteren i Grenå slår i dag til lyd for en endnu mere målrettet indsats for at skabe udvikling og ny optimisme i Grenå og nærmeste omegn. Han skriver:
Viceborgmester i Grenaa Svend Brandstrup Hansen
|
”I Venstres byrådsgruppe støtter vi idéen om at etablere et udviklingsråd. Vi satte det på vores dagsorden før årsskiftet som et punkt, vi ville arbejde på at få gennemført.
Det er vores holdning, at vi hurtigt skal udforme en vision for Grenå-området, en vision, der beskriver de muligheder, vi har, for vækst og udvikling.
Århus har en prisværdig vision om at blive Danmarks uddannelsesby, Midtdjurs har en vision om at blive bosætningsområde til Århus - men i Grenå oplever vi for meget frustration og mangel på handlekraft. Det er på høje tid, at vi får skabt en fælles forståelse for de muligheder, vi har, får det sat op i en vision for de næste 10 år, så kommunen kan markere sig som et sted, hvor der er vilje og handlekraft.
Vi skal følge op på regeringens regionale vækststrategi, der åbner op for en mindre restriktiv planlovgivning langs kysten. Vi skal have etableret et nyt sommerhusområde ved Annebjerg, og vi skal så vidt muligt have mulighed for et nyt boligområde ved Fornæs. Vi skal fortsætte planlægning for boligområder omkring Hestehaven og ved golfbanen, og så skal projekt Åbyen gøres klart for investorer.
Vi skal have sat ord på, hvordan vi kan få Grenå Kommune til at fremstå som en moderne service-kommune, der fokuserer på virkelyst og udvikling. Vi skal turde handle hurtigt og utraditionelt i byggesager og med borgerservice i almindelighed.
Vi skal formulere en kort og præcis vision på skole- og børnepasningsområdet, så det kan ses og mærkes, at vi satser på tilflytning og udvikling.
Vi har ikke brug for flere analyser af kommunens situation - der er masser af tal og statistikker, som bekræfter dét, vi alle véd har været årsagerne til den delvise stagnation, vi har været igennem.
Så er vi tilbage ved visionen. Det er dén, der skal sælge det hele, for hvis vi ikke selv kan formulere, hvad vi tror, vi har af muligheder, kan vi ikke tiltrække den kapital, der er nødvendig, og de mennesker, vi gerne vil have til at flytte til vores kommune.”
Skrevet af viceborgmesteren i Grenå, Venstre-manden Svend Brandstrup Hansen, i Randers Amtsavis fredag d. 4. juli
Kilde: Randers Amtsavis
Rex