Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Et urimeligt krav

En læser af Jyllands Posten går hér kraftigt i rette med venstrefløjens ønsker om, at staten skal have en større bid af ”oliekagen”. Han skriver:


”Tidligere miljø- og energiminister Svend Auken (S) mener, at staten skal have andel i D.U.C's koncessioner.
Men inden man afgør, om det er rimeligt, er det nok klogt lige at repetere handlingsforløbet af olie- og gasefterforskningen i Danmark.
Siden midten af 30'erne havde et par amerikanske konsortier været involveret i efterforskning i Danmark. Næsten 25 år senere og over 100 millioner kroner fattigere, gav disse selskaber op. Det var i 1960.

I 1962 fik A. P. Møller - af en SR-regering og med støtte fra samtlige medlemmer af det daværende undergrundsudvalg - ret til at efterforske i den danske undergrund i de følgende 50 år. Med baggrund i de 25 års erfaringer fra de amerikanske selskaber udtalte daværende minister for offentlige arbejder Kaj Lindberg (S) at »vi troede ikke, der var noget, og derfor lod vi aftalen gælde i 50 år.«

A.P. Møller derimod var villig til at løbe risikoen ved at investere de store summer, der skulle til, inden man i 1972 kunne producere den første olie.
Senere blev A. P. Møller eller D.U.C. (A.P. Møller-Shell-Texaco), som selskabet nu hed, tvunget til at afgive en del af det tildelte område.
Og det er i disse områder, andre olieselskaber siden begyndelsen af 80'erne både med tab og gevinst har efterforsket og udvundet olie og gas. I øvrigt med staten som deltager.

Store summer på spil
Det er store summer, der står på spil - både når borehullerne viser sig at være tørre, og når der er gevinst. Adskillige milliarder skal investeres, inden en eventuel produktion kan sættes i gang.
At deltage i olie- og gasefterforskning er som at deltage i et lotteri. Man foretager en investering, og der er betydelig flere nitter end gevinster.
Og når der så endelig er gevinst, og belønningen for de store risikofyldte investeringer skal til at høstes, kommer staten og siger, at den skal have en andel i koncessionen.

Er det rimeligt?
Svend Auken siger, at »Socialdemokratiets krav er, at staten får en andel i DUC's koncession på 20 pct., som det er tilfældet på alle nye koncessioner.«
Hvis koncessionen skal ændres før 2012 og med tilbagevirkende kraft, nærmer vi os en ekspropriation, medmindre det er Svend Aukens hensigt, at staten skal købe den andel, man nu gør krav på.

Det må andre olieselskaber eller investorer gøre, hvis de skal indtræde i eksisterende koncessioner i den danske kontinentalsokkel.
Krav om del af kagen
Det er i situationer som denne, man spørger, om danskerne virkelig har gjort sig fortjente til de populistiske politikere, som benytter enhver lejlighed til at profilere sig på andres bekostning. Og som i tilfældet med D.U.C.'s koncession er villige til - inden koncessionens udløb - at skære i den kage, som andre har skabt ved initiativ og betragtelig risikovillig kapital.

En af Jyllands-Postens journalister skrev for adskillige år siden, »at såfremt investeringerne i olie- og gasefterforskningen siden 1962 skulle have været foretaget af staten, var til dato næppe kommet andet end torsk op af Nordsøen.«
Det er nok værd at reflektere over i denne debat.”

Skrevet af Palle Holst, Dalsagervej 6, Egå, i Jyllands Posten d. 4. juli

Kilde: Jyllands Posten

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam