For et stykke tid siden bragte vi et indlæg, hvor Niels Vissing fra Randers udfordrede den i Ryomgård bosiddende folketingsmand fra Dansk Folkeparti til at svare på nogle spørgsmål ang. u-landsprojekter i Tanzania. Indtil videre har han intet svar fået, så derfor rykker han for det hér:
”Nu er det efterhånden ved at være et stykke tid siden, jeg hér på debatsiderne spurgte den lokale folketingsmand for Dansk Folkeparti - Per Dalgaard - om, hvorfor han på skatteydernes regning var på en tur til Tanzania sammen med fru Kjærsgaards yndling, Thulesen-Dahl!
Dansk Folkeparti havde jo - som det eneste parti - stemt imod det projekt, der skulle sikre rent drikkevand i landet. Jeg spurgte, om grunden til turen var, at Per Dalgaard skulle sikre sig, at folk i Tanzania ikke behøver rent drikkevand.
Og var grunden en anden, ville jeg da gerne have det oplyst. Da jeg som skatteyder hér i landet jo har været med til at betale rejsen, vil jeg da meget gerne vide, hvad et medlem fra et parti, der er imod et projekt, skal rejse den halve jord rundt for.
Dansk Folkepartis medlemmer har jo igen og hele tiden så frygtelig travlt med, hvad andre partiers medlemmer gør eller ikke gør - så for en gangs skyld kunne det da være rart, hvis de selv ville svare på, hvorfor de selv gør, som de gør.”
Skrevet af Niels Vissing fra Randers i Randers Amtsavis torsdag d. 3. juli
Kilde: Randers Amtsavis
Rex