Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Belæring i demokratiske processer



Belæring i demokratiske processer

Som det efterhånden må være borgerne i Norddjurs Kommune bekendt, er politikerne startet med at nedlægge folkebibliotekerne i Glesborg, Fjellerup, Bønnerup og Gjerrild. Voldby er nedlagt for nylig.

Processen startede i sommerferien, hvor kommunen kommunikerede med borgerne gennem en lille notits om indkaldelse til informationsmøde om den nye biblioteksstruktur. Notitsen blev bragt lige under rubrikken for Rottebekæmpelse! Man havde dog lagt rapporten på Norddjurs Kommunes nye hjemmeside - prøv om du kan finde den!

Informationsmøderne havde man planlagt at lægge i de byer, hvor bibliotekerne skulle udvides eller nybygges. Ikke i de byer og samfund, hvor man allerede havde besluttet at afvikle!

Man ulejligede sig ikke med at lave opslag på bibliotekerne, endsige fremlægge den rapport som kommunens embedsmænd havde forfattet. Man henvendte sig ikke til byernes borgerforeninger eller institutioner, der bruger bibliotekerne flittigt, end ikke Gjerrild-Bønnerup Friskole med hvem man havde et kontraktligt samarbejde med om drift af Gjerrild Bibliotek. Friskolen har i en lang årrække betalt godt 30.000 kr. om året for benyttelse af biblioteket!

Trods det rejste der borgere fra de berørte byer ud til Ørum, for at høre om de 3 »modeller« kommunens embedsmænd havde besluttet, der kunne vælges mellem.

Gjerrild-Bønnerup Friskolen indgav høringssvar og har siden skrevet til kommunen og bedt om dialog. Vi har intet hørt!

På borgermødet i Gjerrild, indkaldt af Gjerrild Borgerforening og Gjerrild-Bønnerup Friskole, virkede dette høringssvar og brev ukendt for formand for Kultur og Udvikling, Lars Møller! Hans holdning virkede som: »Forstyr mig ikke med facts og kendsgerninger, vi har besluttet hvad der er godt for Jer«! Lars Møller virkede meget tryg ved rapporten, for man havde nemlig benyttet sig af »trendforskere« og eksperter. Borgerne og brugerne havde man ikke ulejliget sig med at spørge. Til trods for brugen af eksperter, kunne vi påvise flere åbenbare faktuelle fejl! Vi vil i den kommende tid dykke nærmere ned i tallene, for tænk om politikerne er blevet vildledt!

Rapporten viste en anden tydelig kendsgerning, der også irriterede Lars Møller, nemlig at brugerne på landbibliotekerne kommer på biblioteket for at låne bøger. Faktisk har hvert besøgende på landbibliotektet bøger med ud fra biblioteket, hvorimod det kun er halvdelen, der har bøger med fra et by-bibliotek!

Så glæd jer borgere i Auning, I har netop har fået bevilliget 11,4 millioner kroner til et nyt bibliotek. Hold nu øje med, om man også putter bøger på reolerne!

Hele processen omkring lukningen af land-bibliotekerne har rystet mig. Også den oplevelse af politikere, som jeg før har kendt som fornuftige mennesker udstyret med egne holdninger og dømmekraft, nu pludselig mister deres sunde dømmekraft, og læner sig op af »trendforsker og eksperter«. Jeg troede at »smagsdommeriet« var afskaffet for længst!

På Gjerrild-Bønnerup Friskole har vi altid gjort meget ud af at undervise i demokrati og demokratiske processer. Ovenstående har bekræftet os i den fortsatte vigtighed heraf!


Med venlig hilsen
Søren Stilling
Formand for
Gjerrild-Bønnerup Friskole


Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam