Rosenholmportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Mindeord ved Henning R. Sørensens død Af Henrik R. Sørensen

Hermed et mindeord for min højtelskede far, stationsleder Henning Ragner Sørensen. Søndag den 13. august 2006 kl. 4.01 blev denne verden en fantastisk dejlig person fattigere!!

Min far blev født på Havnevej 207 i Grenaa d. 22. Januar 1945, hvor hans opvækst fandt sted sammen med 2 storesøstre, som dog havde håbet på at få en hundehvalp i stedet for en efternøler.
Sin skolegang havde min far på Østre Skole, hvor han scorede flotte karakterer, og samtidig havde en enestående evne til at huske alt, hvad han fik fortalt. Skoleinspektør Martin Vester var derfor meget skuffet, da min far i realskolen valgte fiskeriet frem for skolen, idet der dengang var mange penge at tjene ved fiskeri. Han fik hyre ombord på hans fars skib »Valkyrien« indtil han fik sit eget skib og blev fiskeskipper.
Min far mødte i 1959 min mor (Heike Bödecker) som var tysk feriebarn på ferie i Grenaa. Min far var bl. a. med til min mors konfirmation, og deres kærlighedsforhold til hinanden, respekt og omsorgsfuldhed er kendt i familie- og omgangskredse som noget helt enestående.
Livets vej gør, at min far i en periode - for en hel del år siden - arbejdede med voksne adfærdsvanskelige, og jeg kan huske, at han altid brugte sin »sunde fornuft« og ikke alt det her »pædagogiske fis«, og alligevel var han en meget vellidt medarbejder hos både pædagoger og beboere. Således ringede der fortsat en beboer og skulle have råd og besøg af min far.
Efter nogle år som frivillig redningsmand på Grenaa Havns Redningsstation blev han i 1999 stationsleder. Et ønskejob for min far, der dog altid har haft et særligt forhold til »det offentlige«, så der skulle sluges »nogle kameler« undervejs. Men han holdt dog på til sin sidste dag, at »offentlig ansat er noget man bliver, når man ikke kan bruges andre steder« - og det har vi efterfølgende grinet meget af!
I 2002 var det 150 år siden, at det danske redningsvæsen blev oprettet, og min far arrangerede på eget initiativ »Store Redningsdag« med besøg af redningsbåde fra bl.a. Sverige, Norge, Tyskland og Danmark, samt en redningshelikopter og andre lokale deltagere. Som afslutning på programmet skulle hans 3-årige barnebarn Simon - med hjælp fra sin mor - kaste blomster ud over kajkanten til minde om »alle dem, der ikke kom hjem«. Det var en meget stolt farfar.
Min far var et utroligt socialt menneske, og har altid haft en evne til at kunne begå sig blandt alle typer af mennesker og var derfor utroligt vellidt. Et citat fra Farvandsvæsenet siger alt: »Henning har aldrig gjort tingene mere komplicerede end højst nødvendigt, og vores bestyrelsesmøder har altid været mere muntre, når din far kunne finde tid til at komme til København og deltage « - citat slut.
Desværre var min far syg i ca. 6 måneder inden lægerne den 13. juli konstaterede lunge- og leverkræft. Vi havde vores bange anelser, men som min far sagde: »Jeg håber det bedste og frygter det værste« - desværre blev det, det sidste. Perioden fra den 13. juli til sin død den 13. august var ekstremt svær og hård, og de ting, som min far måtte gennemgå, vil man ikke ønske for »sin værste fjende«. Tabet af min far er enormt stort, og det vil blive meget svært at leve uden ham. Mine dybeste tanker går specielt til min dejlige mor, som har været utrolig stærk og sammen med min søster en fantastisk stor støtte for min far i denne periode, og til Simon og Signe, som har meget svært ved at forstå, at deres højtelskede farfar, »Sofus« ikke længere er iblandt os.

I dyb sorg - Æret være Henning Ragner Sørensens minde !

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam