For nogen tid siden bragte vi et indlæg fra en herboende muslim, der fortalte om sine oplevelser og tanker om det danske samfund.
Kære Smejo Hodzic: Tusind tak for dit fantastisk velskrevne brev i Amtsavisen lørdag. Hvor er det dog dejligt at se en muslim, der er så godt integreret, at du efter ret få år her kan klare det danske sprog så imponerende, og at du også tør blande dig i debatten og lade os etniske danskere få del i dine følelser og meninger om, hvordan det danske samfund efter din mening bør være. Bravo!
Men! Dit noget forvirrede brev afslører også, at du endnu ikke helt har forstået, hvad dansk demokratisk debat og ytringsfrihed også kan - og bør - indeholde, og jeg vil gerne prøve at belære dig lidt:
Da du nu har boet her så længe, at du kan skrive et så imponerende brev, har du naturligvis sat dig godt ind i Danmarks historie. Men jeg repeterer lige et uddrag: I 1930'erne var der i Danmarks sydlige udland en dygtig, lidt speciel leder. En rigtig sød og rar fyr, endda en kønneste knægt, med nogle blide, brune, tillidsvækkende øjne. Faktisk mindede han rigtig meget om din åndelige vejleder, ham imamen, vi så ofte ser i tv: Han hedder vist Abu.
Adolf hed helten i Tyskland i 1930'erne. Adolf var også rigtig godt begavet, faktisk var det ham, der opfandt den dybe tallerken. Og nede i bunden af den lagde han al sin ufattelige visdom. Han kaldte det "die endlösung", hvilket bl. a. indebar udryddelse af alle verdens jøder. Det skrev han en tyk bog om - den var vist lige så tyk som Koranen - og han snakkede så meget og højt om sine ideer, at det også kunne høres hér i Danmark.
Men her boede nogle, der absolut ikke var enige med ham, og de brugte deres grundlovssikrede rettigheder til at protestere højlydt imod smukke Adolfs ideer.
Men heldigvis havde vi dengang nogle ledere, som kunne fylde deres plads ud - deres holdning var, at de ingen holdning havde, så de behøvede bestemt ikke at trække sig - og de blev nok støttet af tidligere udenrigsministre, eks-ambassadører, forfattere, præster med flere, og sammen gjorde de alt for at stoppe den utilbørlige debat, for vi skulle jo nødigt fornærme vores søde, rare nabo nede sydpå.
Så med ord som forståelse, tillid, dialog, respekt, arbejdspladser, valutaindtjening etc. fik de manet kritikken i jorden, og så var dén sag ude af datidens debat.
Der var så senere, fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, lidt skærmydsler og uoverensstemmelser med nazi-tyskerne, men lad nu dét ligge.
Kære Smejo: Jeg vil gerne vide - og det tror jeg, mange andre danskere også vil - hvorfor du som muslim valgte netop det kristne Danmark, når du på Balkan havde set, hvad et multietnisk samfund udvikler sig til.
Hvorfor rejste du ikke til dine trosfæller i Albanien, Tyrkiet, Iran, Irak, Tjetjenien, eller, bedst af alle, det stenrige Saudi-Arabien. Det er jo dér, ham jeres elskede profet er fra, jeg tør slet ikke nævne hans navn af frygt for at komme til at danne et billede af ham inde i hovedet.
Valgte du Danmark, fordi du vidste, at vi er et rigt land, der har råd til gode, sociale ordninger? Endda samtidig med, at vi er verdens, pr. indbygger, største bidragyder af U-landshjælp.
Og hvad siger du og andre muslimer egentlig til, at meget af Danmarks store rigdom kommer fra en stor, meget stor svineproduktion og -eksport. Faktisk har vi i årtier været verdens største svinekøds-eksportør og derved haft råd til både u-landshjælp og sociale ydelser på topplan. Er det egentlig ikke væmmeligt ydmygende at tænke på, at et sådant urent, ækelt produkt, som muslimske børn end ikke må få at se i danske børnehaver, er med til at forsørge en stor, passiv del af Danmarks befolkning?
Ja, kære Smejo. Når man kaster en sten blandt (vantro) hunde, hyler de. Dette hér er mit hyl, og jeg håber, at du kan svare på mine spørgsmål.
Med kærlig hilsen, og må Allah, Odin og alle verdens mange, mange andre guder være med dig.
Kilde: Skrevet af Mogens Høg Andersen,
rex
05/05 2023
